Job 3
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
DESPUÉS de esto abrió Job su boca, y maldijo su día.
2 Og Job svarede og sagde:
Y exclamó Job, y dijo:
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
Perezca el día en que yo nací, y la noche que se dijo: Varón es concebido.
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Sea aquel día sombrío, y Dios no cuide de él desde arriba, ni claridad sobre él resplandezca.
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Aféenlo tinieblas y sombra de muerte; repose sobre él nublado, que lo haga horrible como caliginoso día.
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Ocupe la oscuridad aquella noche; no sea contada entre los días del año, ni venga en el número de los meses.
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
¡Oh si fuere aquella noche solitaria, que no viniera canción alguna en ella!
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Maldíganla los que maldicen al día, los que se aprestan para levantar su llanto.
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Oscurézcanse las estrellas de su alba; espere la luz, y no venga, ni vea los párpados de la mañana:
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
Por cuanto no cerró las puertas del vientre donde yo estaba, ni escondió de mis ojos la miseria.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
¿Por qué no morí yo desde la matriz, o fuí traspasado en saliendo del vientre?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
¿Por qué me previnieron las rodillas? ¿y para qué las tetas que mamase?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Pues que ahora yaciera yo, y reposara; durmiera, y entonces tuviera reposo,
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
Con los reyes y con los consejeros de la tierra, que edifican para sí los desiertos;
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
O con los príncipes que poseían el oro, que henchían sus casas de plata.
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
O ¿por qué no fuí escondido como aborto, como los pequeñitos que nunca vieron luz?
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Allí los impíos dejan el perturbar, y allí descansan los de cansadas fuerzas.
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
Allí asimismo reposan los cautivos; no oyen la voz del exactor.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Allí están el chico y el grande; y el siervo libre de su señor.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
¿Por qué se da luz al trabajado, y vida á los de ánimo en amargura,
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
Que esperan la muerte, y ella no llega, aunque la buscan más que tesoros;
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
Que se alegran sobremanera, y se gozan, cuando hallan el sepulcro?
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
¿[Por qué] al hombre que no sabe por donde vaya, y al cual Dios ha encerrado?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Pues antes que mi pan viene mi suspiro; y mis gemidos corren como aguas.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Porque el temor que me espantaba me ha venido, y hame acontecido lo que temía.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
No he tenido paz, no me aseguré, ni me estuve reposado; vínome no obstante turbación.
