Job 3

1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.

Después de esto Job comenzó a hablar, maldiciendo el día de su nacimiento.

2 Og Job svarede og sagde:

Y dijo:

3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!

“Que el día en que nací sea borrado, así como la noche en que se anunció que un niño había sido concebido.

4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.

Que ese día se convierta en tinieblas. Que el Dios de arriba no lo recuerde. Que no brille la luz sobre él.

5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!

Cúbranlo con oscuridad y sombra de muerte. Una nube negra debería ensombrecerlo. Debería ser tan aterrador como la oscuridad de un eclipse de día.

6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!

Borren esa noche como si nunca hubiera existido. No la cuenten en el calendario. Que no tenga día en ningún mes.

7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!

“Que en esa noche no nazcan niños, que no se escuchen sonidos de felicidad.

8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!

Que la maldigan los que maldicen ciertos días, los que tienen el poder de sacar al Leviatán.

9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,

Que sus estrellas de la madrugada permanezcan oscuras. Que al buscar la luz, no vea ninguna, que no vea el resplandor del amanecer

10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.

porque no cerró el vientre de mi madre para impedirme ver los problemas.

11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?

“¿Por qué no nací muerto? ¿Por qué no morí al nacer?

12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?

¿Por qué hubo un regazo para que me acostara, y pechos para que me amamantaran?

13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet

Ahora estaría acostado en paz, durmiendo y descansando

14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,

junto con los reyes de este mundo y sus funcionarios cuyos palacios ahora yacen en ruinas;

15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;

o con los nobles que coleccionaban oro y llenaban sus casas de plata.

16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.

¿Por qué no fui un aborto, enterrado en secreto, un bebé que nunca vio la luz?

17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;

Allí, en la tumba, los malvados no dan más problemas, y los que ya no tienen fuerzas tienen su descanso.

18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;

Allí los prisioneros descansan y no escuchan las órdenes de sus opresores.

19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.

Tanto los pequeños como los grandes están allí, y los esclavos son liberados de sus amos.

20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?

¿Por qué Dios da vida a los que sufren, a los que viven amargamente,

21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?

a los que esperan una muerte que no llega y a los que buscan la muerte más desesperadamente que la caza de un tesoro?

22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?

¡Son tan increíblemente felices cuando llegan a la tumba!

23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?

¿Por qué se da luz a quien no sabe a dónde va, a quien Dios ha cercado?

24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.

“Mis gemidos son el pan que como, y mis lágrimas son el agua que bebo.

25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.

Porque todo lo que temía me ha sucedido; todo lo que temía me ha sobrevenido.

26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.

No tengo paz, ni tranquilidad, ni descanso. Lo único que siento es rabia”.