< Job 3 >

1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Potom otvori usta svoja Jov i stade kleti dan svoj.
2 Og Job svarede og sagde:
I progovoriv Jov reèe:
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
Ne bilo dana u koji se rodih, i noæi u kojoj rekoše: rodi se djetiæ!
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Bio taj dan tama, ne gledao ga Bog ozgo, i ne osvjetljavala ga svjetlost!
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Mrak ga zaprznio i sjen smrtni, oblak ga obastirao, bio strašan kao najgori dani!
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Noæ onu osvojila tama, ne radovala se meðu danima godišnjim, ne brojila se u mjesece!
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Gle, noæ ona bila pusta, pjevanja ne bilo u njoj!
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Kleli je koji kunu dane, koji su gotovi probuditi krokodila!
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Potamnjele zvijezde u sumraèje njezino, èekala vidjelo i ne doèekala ga, i ne vidjela zori trepavica;
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
Što mi nije zatvorila vrata od utrobe i nije sakrila muku od mojih oèiju.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
Zašto ne umrijeh u utrobi? ne izdahnuh izlazeæi iz utrobe?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Zašto me prihvatiše koljena? zašto sise, da sem?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Jer bih sada ležao i poèivao; spavao bih, i bio bih miran,
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
S carevima i savjetnicima zemaljskim, koji zidaše sebi pustoline,
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
Ili s knezovima, koji imaše zlata, i kuæe svoje puniše srebra.
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
Ili zašto ne bih kao nedonošèe sakriveno, kao dijete koje ne ugleda vidjela?
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Ondje bezbožnici prestaju dosaðivati, i ondje poèivaju iznemogli,
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
I sužnji se odmaraju i ne èuju glasa nastojnikova.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Mali i veliki ondje je, i rob slobodan od svoga gospodara.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
Zašto se daje vidjelo nevoljniku i život onima koji su tužna srca,
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
Koji èekaju smrt a nje nema, i traže je veæma nego zakopano blago,
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
Koji igraju od radosti i vesele se kad naðu grob?
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
Èovjeku, kojemu je put sakriven i kojega je Bog zatvorio otsvuda?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Jer prije jela mojega dolazi uzdah moj, i kao voda razljeva se jauk moj.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Jer èega se bojah doðe na mene, i èega se strašah zadesi me.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Ne poèivah niti imah mira niti se odmarah, i opet doðe strahota.

< Job 3 >