< Job 3 >
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Post hæc aperuit Iob os suum, et maledixit diei suo,
2 Og Job svarede og sagde:
et locutus est.
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
Pereat dies in qua natus sum, et nox in qua dictum est: Conceptus est homo.
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Dies ille vertatur in tenebras, non requirat eum Deus desuper, et non illustretur lumine.
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Obscurent eum tenebræ et umbra mortis, occupet eum caligo, et involvatur amaritudine.
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Noctem illam tenebrosus turbo possideat, non computetur in diebus anni, nec numeretur in mensibus:
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Sit nox illa solitaria, nec laude digna:
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Maledicant ei qui maledicunt diei, qui parati sunt suscitare Leviathan:
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Obtenebrentur stellæ caligine eius: expectet lucem et non videat, nec ortum surgentis auroræ:
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
Quia non conclusit ostia ventris, qui portavit me, nec abstulit mala ab oculis meis.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
Quare non in vulva mortuus sum, egressus ex utero non statim perii?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Quare exceptus genibus? cur lactatus uberibus?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Nunc enim dormiens silerem, et somno meo requiescerem:
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
Cum regibus et consulibus terræ, qui ædificant sibi solitudines:
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
Aut cum principibus, qui possident aurum, et replent domos suas argento:
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
Aut sicut abortivum absconditum non subsisterem, vel qui concepti non viderunt lucem.
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Ibi impii cessaverunt a tumultu, et ibi requieverunt fessi robore.
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
Et quondam vincti pariter sine molestia, non audierunt vocem exactoris.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Parvus et magnus ibi sunt, et servus liber a domino suo.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
Quare misero data est lux, et vita his, qui in amaritudine animæ sunt?
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
qui expectant mortem, et non venit, quasi effodientes thesaurum:
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
Gaudentque vehementer cum invenerint sepulchrum.
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
Viro cuius abscondita est via, et circumdedit eum Deus tenebris?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Antequam comedam suspiro: et tamquam inundantes aquæ, sic rugitus meus:
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Quia timor, quem timebam, evenit mihi: et quod verebar accidit.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Nonne dissimulavi? nonne silui? nonne quievi? et venit super me indignatio.