Job 3

1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.

Tukun wik sac, na Job el fah kasla ac selngawi len se ma osweyukla el.

2 Og Job svarede og sagde:

El fahk,

3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!

“O God, selngawiya fong se ma srimetak nga ah; Ac len se ma osweyukla nga!

4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.

O God, ekulla len sac nu ke lohsr lulap. Nimet kom sifil esam len sac; Ac tia pac lela tuh in oasr kalem tolak len sac.

5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!

Oru tuh in sie len ohkok ac lohsr matoltol; Afinya ke pukunyeng, ac kosrala kalmen faht uh liki.

6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!

Eela fong sac liki yac uh, Ac tia lela in sifil oekyuk.

7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!

Oru tuh in wangin koanon fong sac, Sie fong wangin pusren engan lohngyuk.

8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!

Lela tuh mwet inutnut in selngawi len sac, Elos su etu in pirakak kosro sulallal Leviathan.

9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,

Lela tuh itu Nasren in tia tolak, Ac oru tuh lohsr lun fong sac in lohsr na, ac tia sifil kalmelik.

10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.

Selngawiya fong sac lah pwanang nga isusla, Ac oru nga pula ma upa ac keok.

11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?

“Nga ke ngan misa na insien nina kiuk ah, Ku ke pacl se na ma osweyukla nga ah.

12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?

Mwe mea nina kiuk ah in sruokyuwi finyepal? Mwe mea elan katitiyu?

13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet

Nga funu misa na in pacl sac, nga lukun mongla na in pacl inge,

14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,

Oanna motul oana tokosra, ku mwet leum Su sifil musaela inkul matu sin mwet leum uh.

15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;

Nga lukun motul na oana fisrak Su nwakla lohm selos ke gold ac silver,

16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.

Ku motul oana sie tulik fusr ma misa na meet liki el isusla uh.

17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;

In kulyuk uh, mwet koluk ac tila orekma koluk, Ac mwet orekma su totola elos eis pacl in mongla lalos ke elos oan in kulyuk uh.

18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;

Mwet sruoh ma misa tari elos muta in misla, Ac elos sukosok liki pusren sapsap ac kas kou.

19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.

Mwet nukewa ac sun misa — mwet pwengpeng oayapa mwet tia eteyu — Ac mwet foko elos sukosokla.

20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?

“Efu ku kom oru tuh mwet uh in mutana in moul keok? Efu ku kom sang kalem in tolak mwet asor?

21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?

Elos tupanna elos in misa, a elos tiana misa. Elos lungse kulyuk uh liki kutena mwe kasrup.

22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?

Elos ac tiana engan nwe ke na elos misa ac pukpuki.

23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?

God El okanlana ma ac sikyak nu selos tok uh, Ac El kosralosla tuh elos in tia ku in oru kutena ma.

24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.

Nga tia mongo — nga tung na, Ac nga tia ku in kutongya sasao luk.

25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.

Ma nukewa ma nga sangeng ac sensen kac uh sikyak.

26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.

Wangin misla nu sik, wangin mongla luk, Ac wangin saflaiyen mwe lokoalok nu sik.”