Job 3
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Darnach tat Hiob seinen Mund auf und verfluchte den Tag seiner Geburt.
2 Og Job svarede og sagde:
Hiob hob an und sprach:
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
Verloren gehe der Tag, da ich geboren bin, die Nacht, da es hieß: Ein Knabe ist gezeugt!
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Verfinstert werde dieser Tag; Gott in der Höhe frage nicht nach ihm, und niemals falle ein Lichtstrahl darauf!
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Finsternis und Todesschatten nehme ihn ein, Gewölk umhülle ihn und überfalle diesen trüben Tag!
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Und jene Nacht; Das Dunkel raffe sie weg, sie freue sich in des Jahres Tagen nie und komme nicht in die Zahl der Monde.
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Ja, jene Nacht sei unfruchtbar, kein Jubel ertöne in ihr!
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Die, so den Tagen Böses losen und imstande sind, den Drachen aufzuwecken, sollen sie verfluchen.
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Verfinstert müssen ihrer Dämmerung Sterne sein, sie warte auf Licht und es bleibe aus; sie schaue auch die Wimpern der Morgenröte nicht!
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
Weil sie den Mutterleib mir nicht verschloß und den Jammer nicht vor meinen Augen verbarg.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
Warum starb ich nicht gleich bei der Geburt und kam nicht um, sobald ich aus Mutterschoße ging?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Warum kamen mir Knie entgegen und wozu Brüste, daß ich sog?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Denn jetzt läge ich da und wäre stille; wäre ich entschlafen, so hätte ich nun Ruhe
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
mit Königen und Landesräten, die sich Steinhaufen erbaut haben,
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
oder mit Fürsten, reich an Gold, die in ihren Häusern Silber häuften.
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
Oder wäre ich gar niemals dagewesen, wie eine verborgene Fehlgeburt, den Kindlein gleich, die nie das Licht gesehen haben!
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Dort hört der Frevler Toben auf, dort finden die Erschöpften Ruh;
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
alle Gefangenen sind dort in Frieden, sie hören die Stimme des Treibers nicht mehr;
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Kleine und Große sind daselbst, und der Knecht ist frei von seinem Herrn!
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
Warum läßt er Lebensmüde noch die Sonne sehen und zwingt er betrübte Seelen noch zu leben?
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
die auf den Tod harren, und er kommt nicht, die nach ihm graben, mehr als nach Schätzen;
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
die sich freuen würden und jubelten, die frohlockten, wenn sie ein Grab fänden.
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
[Was soll das Leben] dem Manne, dem sein Weg verborgen ist, den Gott rings umzäunt hat?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Denn statt zu essen, seufze ich, und meine Klage ergießt sich wie ein Wasserstrom.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Denn was ich gefürchtet habe, das ist über mich gekommen, und wovor mir graute, das hat mich getroffen.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Ich kann nicht ruhen und nicht rasten, und kaum habe ich mich erholt, so kommt ein neuer Sturm über mich.
