Job 3
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Après cela, Job ouvrit sa bouche et maudit son jour.
2 Og Job svarede og sagde:
Et Job prit la parole et dit:
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
Périsse le jour auquel je naquis, et la nuit qui dit: Un homme a été conçu!
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Ce jour-là, qu’il soit ténèbres; que Dieu ne s’en enquière pas d’en haut, et que la lumière ne resplendisse pas sur lui!
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Que les ténèbres et l’ombre de la mort le réclament; que les nuées demeurent sur lui; que ce qui assombrit les jours le terrifie!
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Cette nuit-là, que l’obscurité s’en empare; qu’elle ne se réjouisse point parmi les jours de l’année, qu’elle n’entre pas dans le nombre des mois!
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Voici, que cette nuit-là soit stérile; que les cris de joie n’y entrent pas!
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Que ceux qui maudissent le jour la maudissent, ceux qui sont prêts à réveiller Léviathan!
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Que les étoiles de son crépuscule soient obscurcies; qu’elle attende la lumière, et qu’il n’y en ait point, et qu’elle ne voie pas les cils de l’aurore!
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
Parce qu’elle n’a pas fermé les portes du sein qui m’a porté, et n’a pas caché la misère de devant mes yeux.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
Pourquoi ne suis-je pas mort dès la matrice, n’ai-je pas expiré quand je sortis du ventre?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Pourquoi les genoux m’ont-ils rencontré, et pourquoi les mamelles, pour les téter?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Car maintenant je serais couché et je serais tranquille, je dormirais: alors j’aurais du repos,
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
Avec les rois et les conseillers de la terre qui se bâtissent des solitudes,
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
Ou avec les princes qui ont de l’or, qui ont rempli d’argent leurs maisons;
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
Ou, comme un avorton caché, je n’aurais pas été, – comme les petits enfants qui n’ont pas vu la lumière.
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Là, les méchants ont cessé leur tumulte, et là ceux dont les forces sont épuisées par la fatigue sont en repos;
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
Les prisonniers demeurent ensemble tranquilles, ils n’entendent pas la voix de l’exacteur;
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Là sont le petit et le grand, et le serviteur libéré de son maître.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
Pourquoi la lumière est-elle donnée au misérable, et la vie à ceux qui ont l’amertume dans l’âme,
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
À ceux qui attendent la mort, et elle n’est pas là, – qui la cherchent plus que des trésors cachés,
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
Qui se réjouissent jusqu’aux transports [et] sont dans l’allégresse, parce qu’ils ont trouvé le sépulcre, –
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
À l’homme de qui le chemin est caché et que Dieu a enfermé de toutes parts?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Car mon gémissement vient avant mon pain, et mes rugissements débordent comme des eaux.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Car j’ai eu une crainte, et elle est venue sur moi, et ce que j’appréhendais m’est arrivé.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Je n’étais pas en sécurité, et je n’étais pas tranquille ni en repos, et le trouble est venu.
