Job 3
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Alors Job ouvrit la bouche et maudit le jour de sa naissance.
2 Og Job svarede og sagde:
Job prit la parole et dit:
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
Périsse le jour où je suis né, et la nuit qui a dit: « Un homme est conçu! »
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Ce jour, qu'il se change en ténèbres, que Dieu d'en haut n'en ait pas souci, que la lumière ne brille pas sur lui!
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Que les ténèbres et l'ombre de la mort le revendiquent, qu'un nuage épais le couvre, que l'éclipse de sa lumière jette l'épouvante!
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Cette nuit, que les ténèbres en fassent leur proie, qu'elle ne compte pas dans les jours de l'année, qu'elle n'entre pas dans la supputation des mois!
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Que cette nuit soit un désert stérile, qu'on n'y entende pas de cri d'allégresse!
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Que ceux-là la maudissent, qui maudissent les jours, qui savent évoquer Léviathan!
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Que les étoiles de son crépuscule s'obscurcissent, qu'elle attende la lumière, sans qu'elle vienne, et qu'elle ne voie point les paupières de l'aurore,
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
parce qu'elle ne m'a pas fermé les portes du sein, et n'a pas dérobé la souffrance à mes regards!
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
Que ne suis-je mort dès le ventre de ma mère, au sortir de ses entrailles que n'ai-je expiré!
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Pourquoi ai-je trouvé deux genoux pour me recevoir, et pourquoi deux mamelles à sucer?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Maintenant je serais couché et en paix, je dormirais et je me reposerais
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
avec les rois et les grands de la terre, qui se sont bâti des mausolées;
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
avec les princes qui avaient de l'or, et remplissaient d'argent leur demeures.
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
Ou bien, comme l'avorton ignoré, je n'existerais pas, comme ces enfants qui n'ont pas vu la lumière.
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Là les méchants n'exercent plus leurs violences, là se repose l'homme épuisé de forces;
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
les captifs y sont tous en paix, ils n'entendent plus la voix de l'exacteur.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Là se trouvent le petit et le grand, l'esclave affranchi de son maître.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
Pourquoi donner la lumière aux malheureux, et la vie à ceux dont l'âme est remplie d'amertume,
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
qui espèrent la mort, et la mort ne vient pas, qui la cherchent plus ardemment que les trésors,
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
qui sont heureux, qui tressaillent d'aise et se réjouissent quand ils ont trouvé le tombeau;
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
à l'homme dont la route est cachée et que Dieu enferme de toutes parts?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Mes soupirs sont comme mon pain et mes gémissements se répandent comme l'eau.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Ce que je crains, c'est ce qui m'arrive; ce que je redoute fond sur moi.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Plus de tranquillité, plus de paix, plus de repos, et le trouble m'a saisi.
