Job 3
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Senjälkeen Job avasi suunsa ja kirosi syntymäpäivänsä;
2 Og Job svarede og sagde:
Job lausui ja sanoi:
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
"Kadotkoon se päivä, jona minä synnyin, ja se yö, joka sanoi: 'Poika on siinnyt'.
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Se päivä muuttukoon pimeydeksi; älköön Jumala korkeudessa sitä kysykö, älköönkä valonsäde sille paistako.
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Omistakoon sen pimeys ja pilkkopimeä, pilvi laskeutukoon sen päälle, peljästyttäkööt sitä päivänpimennykset.
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Sen yön ryöstäköön pimeys; älköön se iloitko vuoden päivien parissa, älköön tulko kuukausien lukuun.
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Katso, hedelmätön olkoon se yö, älköön siinä riemuhuuto raikuko.
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Kirotkoot sen päivänmanaajat, ne, jotka saavat hereille Leviatanin.
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Pimentykööt sen kointähdet, odottakoon se valoa, joka ei tule, älköön se aamuruskon silmäripsiä nähkö,
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
koska se ei sulkenut minulta kohdun ovia eikä kätkenyt vaivaa minun silmiltäni.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
Miksi en kuollut heti äidin helmaan, miksi en menehtynyt kohdusta tullessani?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Miksi olivat minua vastaanottamassa polvet, minkätähden rinnat imeäkseni?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Sillä makaisinhan rauhassa silloin, nukkuisin ja saisin levätä
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
kuningasten ja maan neuvosmiesten kanssa, jotka ovat rakentaneet itselleen pyramiideja,
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
päämiesten kanssa, joilla on ollut kultaa, jotka ovat täyttäneet talonsa hopealla;
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
tahi olisin olematon niinkuin maahan kätketty keskoinen, niinkuin sikiöt, jotka eivät ole päivänvaloa nähneet.
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Siellä lakkaavat jumalattomat raivoamasta, siellä saavat uupuneet levätä;
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
kaikki vangit ovat rauhassa, eivät kuule käskijän ääntä.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Yhtäläiset ovat siellä pieni ja suuri, orja on vapaa herrastansa.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
Miksi hän antaa vaivatulle valoa ja elämää murhemielisille,
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
jotka odottavat kuolemaa, eikä se tule, jotka etsivät sitä enemmän kuin aarretta,
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
jotka iloitsisivat riemastuksiin asti, riemuitsisivat, jos löytäisivät haudan-
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
miehelle, jonka tie on ummessa, jonka Jumala on aitaukseen sulkenut?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Sillä huokaukseni on tullut minun leiväkseni, valitukseni valuu kuin vesi.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Sillä mitä minä kauhistuin, se minua kohtasi, ja mitä minä pelkäsin, se minulle tapahtui.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Ennenkuin tyynnyin, rauhan ja levon sain, tuli tuska jälleen."
