Job 3
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Aftir these thingis Joob openyde his mouth,
2 Og Job svarede og sagde:
and curside his dai, and seide, Perische the dai in which Y was borun,
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
and the nyyt in which it was seid, The man is conceyued.
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Thilke dai be turnede in to derknessis; God seke not it aboue, and be it not in mynde, nethir be it liytned with liyt.
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Derknessis make it derk, and the schadewe of deeth and myist occupie it; and be it wlappid with bittirnesse.
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Derk whirlwynde holde that niyt; be it not rikynyd among the daies of the yeer, nethir be it noumbrid among the monethes.
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Thilke nyyt be soleyn, and not worthi of preisyng.
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Curse thei it, that cursen the dai, that ben redi to reise Leuyathan.
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Sterris be maad derk with the derknesse therof; abide it liyt, and se it not, nethir the bigynnyng of the morwetid risyng vp.
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
For it closide not the doris of the wombe, that bar me, nethir took awei yuels fro min iyen.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
Whi was not Y deed in the wombe? whi yede Y out of the wombe, and perischide not anoon?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Whi was Y takun on knees? whi was Y suclid with teetis?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
For now Y slepynge schulde be stille, and schulde reste in my sleep,
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
with kyngis, and consuls of erthe, that bilden to hem soleyn places;
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
ethir with prynces that han gold in possessioun, and fillen her housis with siluer;
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
ethir as a `thing hid not borun Y schulde not stonde, ethir whiche conseyued sien not liyt.
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
There wickid men ceessiden of noise, and there men maad wery of strengthe restiden.
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
And sum tyme boundun togidere with out disese thei herden not the voys of the wrongful axere.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
A litil man and greet man be there, and a seruaunt free fro his lord.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
Whi is liyt youun to the wretche, and lijf to hem that ben in bitternesse of soule?
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
Whiche abiden deeth, and it cometh not;
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
as men diggynge out tresour and ioien greetly, whanne thei han founde a sepulcre?
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
Whi is liyt youun to a man, whos weie is hid, and God hath cumpassid hym with derknessis?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Bifore that Y ete, Y siyhe; and as of watir flowynge, so is my roryng.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
For the drede, which Y dredde, cam to me; and that, that Y schamede, bifelde.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Whether Y dissymilide not? whether Y was not stille? whether Y restide not? and indignacioun cometh on me.
