< Job 3 >

1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
2 Og Job svarede og sagde:
og Job tog til Orde og sagde:
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

< Job 3 >