Job 3
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Hathnukkhu, Job ni a pahni dawk hoi a khenae hnin hah thoe a bo.
2 Og Job svarede og sagde:
Job ni ati e teh,
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
ka khenae hnin hah kahmat pawiteh, capa a vawn ati e tangmin hai kahmat pawiteh,
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Hatnae hnin hah hmonae lah awm pawiteh, Cathut ni lathueng lahoi khen hanh naseh. Hoehpawiteh, angnae ang hanh naseh.
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Hmonae hoi duenae tâhlip ni ramuk naseh, tâmai ni ramuk e, kanîthun e hmonae ni pakhi naseh.
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Hatnae tangmin hah hmonae ni kuen naseh, hatnae kum dawk e hninnaw dawkvah lunghawi van hanh naseh. Thapa touknae dawk hai bawk hanh naseh.
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Oe, hatnae tangmin hah kingkadi e tangmin lah awm pawiteh, lunghawinae kamthang pai hanh naseh.
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Tuitam thaw sak hane coungkacoe kaawmnaw ni, hatnae hnin hah, thoekâbonaw ni thoebo awh naseh.
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Hatnae tangmin amom lae âsi hah mawm naseh, angnae hah tawng awh naseh. Hateiteh, hmawt awh hanh naseh. Kanî a tâco e hai, hmawt hanh naseh.
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
Bangkongtetpawiteh, anu e thun hah khan hoeh eiteh, ka mithmu vah, ka lungmathoenae hah kâhrawk hoeh.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
Bangkongmaw ka tâco tahma vah, ka due hoeh va. Bangkongmaw von dawk hoi ka tâco nah, kahmakata hoeh va.
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Bangkongmaw phai dawk tawm e lah ka o, bangkongmaw ka nei hane sanutui na pânei.
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Bangkongtetpawiteh, ka i vaiteh, karoumcalah ka o han ei, mat ka i vaiteh, ka kâhat hane boum.
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
Talai siangpahrang hoi khokhangkungnaw, ka rawk e bout ka kangdout sakkungnaw hoi vah,
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
hoehpawiteh, sui ka tawn e tami ka lentoe e, a im dawk ngun hoi kakawi sak naw hoi vah,
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
hoehpawiteh, thakoup hoehnahlan ka khe e camo, angnae kahmawt boihoeh e, camo patetlah, kapawk e lah ka o hoeh va.
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Hawvah tamikathoutnaw ni, runae a sak e hah a kâhat awh teh, hawvah thakatawnnaw hah a kâhat awh.
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
Hawvah thongkabawt e cungtalah a kâhat awh teh, repcoungroe pawlawk hai thai hoeh toe.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Hawvah tami kathoung kalen naw cungtalah ao awh teh, a sannaw hah a bawi koehoi a hlout.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
Bangkongmaw runae ka khang e koevah, angnae poe e lah ao teh, bangdawkmaw a lung ka mathout e koe hringnae hah poe e lah ao.
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
Due han a ngai poung, hateiteh, tho hoeh. Pakawp e râw hlak vah, hoe ka pataw e ka tawng e,
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
phuen a hmu awh navah, dei thai hoeh e a lung kahawi katang e koevah,
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
bangdawkmaw a lamthung hro lah kaawm e koevah, angnae hah poe e lah ao. Cathut ni rapan hoi kalupsin e koevah,
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Bangkongtetpawiteh, rawca yueng lah ka cingou teh ka khuikanae mitphi hai tui ka lawng e palang patetlah doeh ao.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Bangkongtetpawiteh, ka takipoung e hah, ka tak dawk a pha teh, ka ngaihri poung e ni na thosin.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Ka phunep hoeh dawk duem kaawm thai hoeh. Kâhat panuek hoeh, bangkongtetpawiteh, rucatnae ni a pha telah ati.
