Job 3
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Te phoeiah Job a ka te a ang tih a khohnin te a tap.
2 Og Job svarede og sagde:
Te vaengah Job loh a doo tih,
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
Amah kah thang nah khohnin neh, “Tongpa a yom,” a ti hlaem khaw paltham mai saeh.
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Te khohnin te a hmuep la om palueng vetih, Pathen loh a so la toem pawt mako. Te dongah vangnah loh te soah sae boel saeh.
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Te te hmaisuep neh dueknah hlipkhup loh suk saeh. A soah khomai yaal saeh lamtah, hlamhop hnin bangla let saeh.
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Tekah hlaem te a hmuep loh lo saeh lamtah kum khat kah khohnin dongah a kohoe boel saeh, hla taenah dongah khaw kun boel saeh.
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Tekah hlaem te pumhong la om saeh lamtah a khuiah omngaih laa cuen boel saeh ne.
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Khohnin thae aka phoei thil tih, a coekcoe la Leviathan aka haeng loh, te te tap saeh.
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Hlaemhmah aisi khaw hmuep saeh lamtah, khosae te lamtawn cakhaw sae boel saeh, mincang khosaeng te hmu boel saeh.
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
Ka bungko thohkhaih te a khaih mai vetih thakthaenah he ka mik lamloh a thuh mai kolla.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
Balae tih bung khuiah ka duek pawh. Bungko lamloh ka thoeng tih ka pal hae.
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Balae tih khuklu loh kai n'doe, balae tih rhangsuk loh n'khut.
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Ka yalh to palueng koinih la ka ip mong vetih ka duem lah ni.
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
Manghai rhoek neh a imrhong aka thoh diklai olrhoep rhoek taengla,
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
Amih taengkah sui mangpa rhoek neh a im ah tangka aka hawn rhoek taengah.
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
Rhumpu bangla n'thuh kanoek vetih vangnah aka hmuh noek pawh camoe rhoek bangla ka om pawt mako.
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Teah te halang rhoek loh khoponah a toeng uh tih thadueng aka bawt khaw pahoi duem.
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
Thongtla rhoek te rhenten rhalthal uh tih, tueihno ol ya uh pawh.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Tanoe neh kangham khaw amah la om pahoi tih sal khaw a boei taeng lamloh sayalh coeng.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
Balae tih thakthaekung taengah vangnah, hinglu khahing taengah hingnah a paek?
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
Dueknah hamla aka rhingda long khaw dang hae pawt tih kawn lakah te te a too.
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
Phuel a hmuh uh vaengah omngaihnah neh a ngaingaih la a kohoe uh.
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
A longpuei te hlang ham tah a thuh dae a taengah Pathen loh a mak pah.
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Ka buh hmai ah ka hueinah ha pawk tih ka kawknah he tui bangla pha.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Birhihnah neh ka birhih akhaw kamah m'vuei tih ka rhih nawn te khaw kamah taengah thoeng.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Ka dingsuek pawt tih ka mong pawh, ka duem pawt vaengah khoponah ha thoeng,” a ti.
