Job 3
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Hae tiah oh pacoengah, Job mah pakha aangh moe, angmah tapenhaih ni to kasae thuih.
2 Og Job svarede og sagde:
Job mah hae tiah thuih,
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
ka tapenhaih ni hae amro nasoe, ca nongpa pomh boeh, tiah thuihaih aqum to amro nasoe.
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
To ni to khoving nasoe; ranui bang ih Sithaw mah tidoeh sah pae hmah nasoe; a nuiah aanghaih doeh om hmah nasoe.
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Vinghaih hoi duekhaih tahlip mah to ani to kai ih ani ni, tiah thui o nasoe; a nuiah tamai amzam nasoe loe, kaving ani mah pazih nasoe.
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
To ni to vinghaih kathah mah khuk khoep nasoe; saningto thung kaom aninawk thungah athum hmah nasoe loe, kawbaktih khrah thungah doeh kroek ah om hmah nasoe.
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Khenah, to aqum loe angqai krang nasoe loe, a thungah anghoehaih lok om hmah nasoe.
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Ani tangoeng kami, palungsethaih angthawksak thaih kaminawk mah to aqum to tangoeng o nasoe.
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Akhawnbang cakaehnawk loe ving o nasoe loe, a zing o ih khodai to hnu o hmah nasoe, akhawnbang khodai doeh hnu o hmah nasoe;
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
raihaih ka tongh han ai ah, aqum mah kam no ih zok to pakaa ai pongah kasae ah om nasoe.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
Tipongah maw zok thungah ka duek moe, tapen tangsuek naah kam ro ving ai?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Tih han ih khokkhu nuiah ang tapom moe, naek hanah tahnu ang pazohsak?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
To tiah na sah ai nahaeloe vaihi loe kamongah kang song moe, kang hngai duem han boeh; ka iip ueloe, kang hak tih boeh,
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
angmacae amro haih hanah toksah long siangpahrangnawk hoi angraengnawk,
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
to tih ai boeh loe sui katawn mangh, im koimong ah sumkanglung kasuem ukkungnawk hoi nawnto ka laem tih boeh,
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
to tih ai boeh loe khrah akoep ai ah tapen nawkta baktih, aanghaih hnu vai ai nawkta baktiah amro han ka koeh boeh.
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
To duekhaih ahmuen ah loe kasae kaminawk mah raihaih paek mak ai boeh; patangkhang kaminawk doeh anghak o tih boeh.
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
To ahmuen ah loe thongkrah kaminawk doeh nawnto anghak o; pacaekthlaek kami ih lok to thaih o ai boeh.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
To ahmuen ah loe kami kalen doeh, kathoeng doeh nawnto oh o moe, tamna doeh angmah ih angraeng ban thung hoiah loih boeh.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
Tipongah maw patangkhang kami hanah aanghaih paek moe, poeksae kami hanah hinghaih to paek?
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
Patangkhang kaminawk loe atho kana hmuennawk pakrong pongah duek han ih koeh o kue, toe dueh o thai ai;
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
nihcae mah taprong hnuk o naah, paroeai anghoe o moe, nawm o.
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
Tipongah maw a caehhaih loklam anghmang kami hoi Sithaw mah pakaa ih kami khaeah hinghaih to paek?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Buhcaak zuengah kana ahamhaih lok to oh, kana hanghaih lok loe tui baktiah long.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Ka zit parai ih hmuen to ka nuiah phak boeh, ka zit ih hmuen kai khaeah angzoh boeh.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Kai loe monghaih tawn ai, anghakhaih doeh ka tawn ai; raihaih hoiah ni ka oh sut boeh, tiah a thuih.
