Job 29
1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Hiob toaa so sɛ,
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
“Mafe abosome a atwam no, nna a Onyankopɔn hwɛɛ me soɔ no,
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
ɛberɛ a ne kanea hyerɛn mʼatifi na mede ne kanea menantee esum mu no!
4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
Ao, ɛnna a mesii soɔ no, ɛberɛ a Onyankopɔn adamfofa a emu yɛ den hyiraa me fie,
5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
ɛberɛ a na Otumfoɔ da so ka me ho na me mma atwa me ho ahyia,
6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
ɛberɛ a na nufosuo mu sradeɛ afɔ mʼakwan na abotan hwiee ngo sɛ nsuo maa me.
7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
“Ɛberɛ a na mekɔ kuropɔn ɛpono ano mekɔtena mʼadwa so wɔ ɔmanfoɔ adwaberem,
8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
mmeranteɛ hunu me a, wɔgyina nkyɛn na mpanimfoɔ sɔre gyina hɔ;
9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
atitire gyae kasa na wɔde wɔn nsa kata wɔn ano;
10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
mmapɔmma tɛm dinn, na wɔn tɛkrɛma ka wɔn dodom.
11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
Wɔn a wɔte me nka nyinaa ka me ho asɛmpa, na wɔn a wɔhunu me nyinaa kamfo me,
12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
ɛfiri sɛ, meboaa ahiafoɔ a wɔsu pɛɛ mmoa, ne nwisiaa a wɔnni aboafoɔ.
13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
Onipa a na ɔrewuo no hyiraa me; na memaa akunafoɔ ani gyee wɔn akoma mu.
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
Mede tenenee firaa sɛ mʼaduradeɛ; atɛntenenee yɛɛ me nkatasoɔ ne mʼabotire.
15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
Meyɛɛ aniwa maa anifirafoɔ, ne ɛnan maa abubuafoɔ.
16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
Meyɛɛ ahiafoɔ agya; na mekaa ahɔhoɔ asɛm maa wɔn.
17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
Mebubuu amumuyɛfoɔ se na mehwim wɔn a wɔdi wɔn nya no firii wɔn anom.
18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
“Medwenee sɛ, ‘Mɛwu wɔ mʼankasa me fie mu, na me nna adɔɔso sɛ anwea.
19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
Me nhini bɛduru nsuo ano, na obosuo agugu me mman so anadwo mu nyinaa.
20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
Mʼanimuonyam bɛkɔ so ayɛ frɔmm wɔ me so, na mʼahoɔden ayɛ foforɔ.’
21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
“Nnipa hwehwɛɛ sɛ wɔtie me, wɔyɛɛ dinn, twɛnee mʼafotuo.
22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
Sɛ mekasa wie a wɔnnkasa bio, ɛfiri sɛ me nsɛm tɔɔ wɔn asom yie.
23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
Wɔtwɛnee me sɛdeɛ wɔtwɛne osutɔ, na wɔmenee me nsɛm sɛ osutɔ berɛ nsuo.
24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
Wɔn abasa mu buiɛ no, mesere kyerɛɛ wɔn; mʼanimteɛ som bo ma wɔn.
25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
Mebɔɔ ɛkwan maa wɔn na metenaa ase sɛ wɔn ɔhene; metenaa ase sɛ ɔhene a ɔwɔ nʼakodɔm mu; meyɛɛ sɛ obi a ɔkyekyere agyaadwotwafoɔ werɛ.
