Job 29
1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Hiob toaa so se,
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
“Mʼani agyina asram a atwa mu no, nna a Onyankopɔn hwɛɛ me so no,
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
bere a ne kanea hyerɛn mʼatifi na mede ne kanea nantewee sum mu no!
4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
Ao, nna a misii so no, bere a Onyankopɔn adamfofa a emu yɛ den hyiraa me fi,
5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
bere a na Otumfo no da so ka me ho na me mma atwa me ho ahyia no,
6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
bere a na nufusu mu srade afɔw mʼakwan na abotan hwiee ngo sɛ nsu maa me no.
7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
“Bere a na mekɔ kuropɔn pon ano mekɔtena mʼagua so wɔ ɔmanfo aguabɔbea,
8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
mmerante hu me a, wogyina nkyɛn na mpanyimfo sɔre gyina hɔ;
9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
atitiriw gyae kasa na wɔde wɔn nsa kata wɔn ano;
10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
mmapɔmma tɛm dinn, na wɔn tɛkrɛma ka wɔn dudom.
11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
Wɔn a wɔte me nka nyinaa ka me ho asɛmpa, na wɔn a wohu me nyinaa kamfo me,
12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
efisɛ meboaa ahiafo a wosu pɛɛ mmoa, ne ayisaa a wonni aboafo.
13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
Onipa a na ɔrewu no hyiraa me; na memaa akunafo ani gyee wɔn koma mu.
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
Mede trenee furaa sɛ mʼadurade; atɛntrenee yɛɛ me nkataso ne mʼabotiri.
15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
Meyɛɛ aniwa maa anifuraefo, ne anan maa mmubuafo.
16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
Meyɛɛ ahiafo agya; na mekaa ahɔho asɛm maa wɔn.
17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
Mibubuu amumɔyɛfo se na mihwim wɔn a wodi wɔn nya no fii wɔn anom.
18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
“Medwenee sɛ, ‘Mewu wɔ mʼankasa me fi mu, na me nna dɔɔso sɛ nwea.
19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
Me ntin beduu nsu ano, na obosu agugu me mman so anadwo mu nyinaa.
20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
Mʼanuonyam rempa da, na agyan ayɛ foforo wɔ me nsam daa.’
21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
“Nnipa hwehwɛɛ sɛ wotie me, wɔyɛɛ dinn, twɛn mʼafotu.
22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
Sɛ mekasa wie a wɔnnkasa bio, efisɛ me nsɛm tɔɔ wɔn asom yiye.
23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
Wɔtwɛn me sɛnea wɔtwɛn osu a ɛpete, na wɔmenee me nsɛm sɛ osutɔ bere nsu.
24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
Sɛ meserew mekyerɛ wɔn a, wɔntaa nnye nni; mʼanimtew som bo ma wɔn.
25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
Mebɔɔ kwan maa wɔn na metenaa ase sɛ wɔn hene; metenaa ase sɛ ɔhene a ɔwɔ nʼasraafo mu; meyɛɛ sɛ obi a ɔkyekye agyaadwotwafo werɛ.
