Job 29

1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

Ka naʻe fai ai pe ʻe Siope ʻene lea mamafa, ʻo ne pehē,

2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,

“Taumaiā kuo u tatau eni mo e ngaahi māhina kuo hili ange, ʻo hangē ko e ngaahi ʻaho naʻe maluʻi ai au ʻe he ʻOtua;

3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;

‌ʻI he kei ulo ʻa ʻene maama ki hoku ʻulu, pea u ʻalu mo ʻene maama ʻi he fakapoʻuli;

4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;

‌ʻO hangē ko ʻeku nofo ʻi he ngaahi ʻaho ʻo ʻeku monūʻia, ʻi he fakataha ʻae kakai ʻoe ʻOtua ʻi hoku fale;

5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;

‌ʻI he kei ʻiate au ʻae Māfimafi, pea ʻiate au mo ʻeku fānau;

6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;

‌ʻI he tafe ʻae pota ʻi hoku hala, pea lilingi mai ʻe he maka ʻae lolo lahi ʻaupito;

7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.

‌ʻI heʻeku ʻalu atu ʻi he loto kolo ki he matapā, pea teuʻi hoku nofoʻanga ʻi he hala lahi!

8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.

Naʻe sio kiate au ʻae kau talavou, ʻonau toitoi: pea tutuʻu ki ʻolunga ʻae kau mātuʻa.

9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.

Naʻe taʻofi ʻe he ngaahi ʻeiki ʻenau alea, ʻo ʻai honau nima ki honau ngutu.

10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.

Naʻe longo pe ʻae houʻeiki, pea piki honau ʻelelo ki honau ʻoʻaoʻingutu.

11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.

‌ʻI he ongoʻi au ʻe he telinga, ne ne tāpuakiʻi au; pea ʻi he mamata ʻae mata kiate au, naʻa ne fakamoʻoniʻi au:

12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.

He naʻaku fakahaofia ʻae masiva naʻe tangi, ʻae tamai mate, mo ia naʻe ʻikai hano tokoni.

13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.

Ko e tāpuaki ʻo ia naʻe meimei mate ne hoko kiate au: pea naʻaku fakafiefiaʻi ke hiva ʻae loto ʻoe fefine kuo mate hono husepāniti.

14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.

Ne u ai ʻae māʻoniʻoni, pea ne ʻufiʻufi ʻaki au: naʻe tatau ʻeku fakamaau mo e pulupulu mo e pale.

15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.

Ko e mata au ki he kui, mo e vaʻe ki he ketu.

16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.

Ko e tamai au ki he masiva: pea ko e meʻa naʻe ʻikai te u ʻiloʻi ne u kumi lahi ki ai.

17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.

Naʻaku fesiʻi ʻae kouʻahe ʻoe fai kovi, ʻo toʻo ʻae meʻa faʻao mei hono nifo.

18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.

Pea u toki pehē, ‘Te u mate ʻi hoku pununga, pea te u fakalahi hoku ngaahi ʻaho ke hangē ko e ʻoneʻone.

19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.

Naʻe mafola hoku aka ʻi he ngaahi veʻe vai, pea toka ʻae hahau ki hoku vaʻa ʻi he pō kotoa.

20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.

Ko hoku ongoongolelei naʻe maʻuiʻui pe, pea naʻe fakafoʻou ʻeku kaufana ʻi hoku nima.’

21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.

“Naʻe fakafanongo ʻae kakai kiate au, ʻo tatali, pea fakalongo pē ʻi heʻeku akonaki.

22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;

Hili ʻeku lea naʻe ʻikai te nau tali; pea naʻe tō ʻeku lea kiate kinautolu.

23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.

Pea naʻa nau tatali kiate au ʻo hangē ki he ʻuha: pea nau fakamanga lahi honau ngutu ʻo hangē ki he ʻuha mui.

24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.

Ne u kata kiate kinautolu, pea ʻikai te nau faʻa tui; pea ko e maama ʻo hoku mata naʻe ʻikai ke nau lī ki lalo.

25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.

Naʻaku fili honau hala, ʻo nofo ko e ʻeiki, ne u nofo ʻo hangē ha tuʻi ʻi he kautau, pea hangē ha taha ʻoku ne fakafiemālieʻi ʻae kakai mamahi.