Job 29
1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Jobho akapfuurira mberi nokutaura kwake achiti:
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
“Haiwa ndinoshuva sei mwedzi yakapfuura, iwo mazuva andairindirwa naMwari,
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
mwenje wake pawaivhenekera pamusoro pangu uye ndaivhenekerwa nechiedza chake ndichifamba murima!
4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
Haiwa, iwo mazuva andakanga ndichine simba, ushamwari hwaMwari chaihwo huchiropafadza imba yangu,
5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
Wamasimba Ose paakanga achineni uye vana vangu pavakanga vakandipoteredza,
6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
painyorovedzwa nzira yangu noruomba, uye dombo richindidururira hova dzamafuta omuorivhi.
7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
“Pandakaenda kusuo reguta ndikandogara muchivara,
8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
majaya akandiona akatsaukira parutivi uye vatana vakasimuka;
9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
vakuru vakaramba kutaura vakafumbira miromo yavo namaoko avo;
10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
manzwi avakuru akanyararidzwa, uye ndimi dzavo dzikanamira kumusoro kwemiromo yavo.
11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
Vose vakandinzwa vakataura zvakanaka pamusoro pangu, uye vose vakandiona vakandirumbidza,
12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
nokuti ndakanunura varombo vaichemera rubatsiro, uye nherera dzakanga dzisina anobatsira.
13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
Munhu akanga ofa akandiropafadza; ndakaita kuti mwoyo wechirikadzi uimbe.
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
Ndakafuka kururama sechipfeko changu; kururamisira kwaiva nguo yangu nenguwani yangu.
15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
Ndakanga ndiri meso kumapofu namakumbo kuzvirema.
16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
Ndakanga ndiri baba kuna vanoshayiwa; ndaimiririra mhaka yomutorwa.
17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
Ndakavhuna meno emunhu akanga akaipa, ndikabvuta chaakanga akaruma.
18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
“Ndakafunga kuti, ‘Ndichafira mumba mangu, mazuva angu awanda sejecha.
19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
Midzi yangu ichasvika kumvura, uye dova richava pamatavi angu usiku hwose.
20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
Kukudzwa kwangu kucharamba kuri kutsva pandiri, uta hucharamba huri hutsva muruoko rwangu.’
21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
“Vanhu vakanditeerera vachitarisira kwazvo, vanyerere vakamirira kurayira kwangu.
22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
Shure kwokutaura kwangu, ivo havana kuzotaurazve; mashoko angu akawira panzeve dzavo zvinyoronyoro.
23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
Vakandimirira kunge vakamirira mvura yomupfunhambuya, uye vakanwa mashoko angu kunge mvura yechirimo.
24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
Pandakanyemwerera kwavari havana kuzvitenda; chiedza chechiso changu chaikosha kwavari.
25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
Ndakavasarudzira nzira ini ndokugara saishe wavo; ndakagara samambo pakati pamauto ake; ndakanga ndakaita somunhu anonyaradza vanochema.
