Job 29

1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

Još nastavi Jov besjedu svoju i reèe:

2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,

O da bih bio kao preðašnjih mjeseca, kao onijeh dana kad me Bog èuvaše,

3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;

Kad svijetljaše svijeæom svojom nad glavom mojom, i pri vidjelu njegovu hoðah po mraku,

4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;

Kako bijah za mladosti svoje, kad tajna Božija bijaše u šatoru mom,

5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;

Kad još bijaše svemoguæi sa mnom, i djeca moja oko mene,

6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;

Kad se trag moj oblivaše maslom, i stijena mi toèaše ulje potocima,

7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.

Kad izlažah na vrata kroz grad, i na ulici namještah sebi stolicu:

8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.

Mladiæi videæi me uklanjahu se, a starci ustajahu i stajahu,

9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.

Knezovi prestajahu govoriti i metahu ruku na usta svoja,

10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.

Upravitelji ustezahu glas svoj i jezik im prianjaše za grlo.

11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.

Jer koje me uho èujaše, nazivaše me blaženijem; i koje me oko viðaše, svjedoèaše mi

12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.

Da izbavljam siromaha koji vièe, i sirotu i koji nema nikoga da mu pomože;

13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.

Blagoslov onoga koji propadaše dolažaše na me, i udovici srce raspijevah;

14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.

U pravdu se oblaèih i ona mi bijaše odijelo, kao plašt i kao vijenac bijaše mi sud moj.

15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.

Oko bijah slijepcu i noga hromu.

16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.

Otac bijah ubogima, i razbirah za raspru za koju ne znah.

17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.

I razbijah kutnjake nepravedniku, i iz zuba mu istrzah grabež.

18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.

Zato govorah: u svojem æu gnijezdu umrijeti, i biæe mi dana kao pijeska.

19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.

Korijen moj pružaše se kraj vode, rosa bivaše po svu noæ na mojim granama.

20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.

Slava moja pomlaðivaše se u mene, i luk moj u ruci mojoj ponavljaše se.

21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.

Slušahu me i èekahu, i muèahu na moj svjet.

22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;

Poslije mojih rijeèi niko ne pogovaraše, tako ih natapaše besjeda moja.

23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.

Jer me èekahu kao dažd, i usta svoja otvorahu kao na pozni dažd.

24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.

Kad bih se nasmijao na njih, ne vjerovahu, i sjajnosti lica mojega ne razgonjahu.

25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.

Kad bih otišao k njima, sjedah u zaèelje, i bijah kao car u vojsci, kad tješi žalosne.