Job 29
1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Addidit quoque Iob, assumens parabolam suam, et dixit:
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
Quis mihi tribuat, ut sim iuxta menses pristinos secundum dies, quibus Deus custodiebat me?
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
Quando splendebat lucerna eius super caput meum, et ad lumen eius ambulabam in tenebris?
4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
Sicut fui in diebus adolescentiae meae, quando secreto Deus erat in tabernaculo meo?
5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
Quando erat Omnipotens mecum: et in circuitu meo pueri mei?
6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
Quando lavabam pedes meos butyro, et petra fundebat mihi rivos olei?
7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
Quando procedebam ad portam civitatis, et in platea parabant cathedram mihi?
8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
Videbant me iuvenes, et abscondebantur: et senes assurgentes stabant.
9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
Principes cessabant loqui, et digitum superponebant ori suo.
10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
Vocem suam cohibebant duces, et lingua eorum gutturi suo adhaerebat.
11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
Auris audiens beatificabat me, et oculus videns testimonium reddebat mihi.
12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
Eo quod liberassem pauperem vociferantem, et pupillum, cui non esset adiutor.
13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
Benedictio perituri super me veniebat, et cor viduae consolatus sum.
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
Iustitia indutus sum: et vestivi me, sicut vestimento et diademate, iudicio meo.
15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
Oculus fui caeco, et pes claudo.
16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
Pater eram pauperum: et causam quam nesciebam, diligentissime investigabam.
17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
Conterebam molas iniqui, et de dentibus illius auferebam praedam.
18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
Dicebamque: In nidulo meo moriar, et sicut palma multiplicabo dies.
19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
Radix mea aperta est secus aquas, et ros morabitur in messione mea.
20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
Gloria mea semper innovabitur, et arcus meus in manu mea instaurabitur.
21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
Qui me audiebant, expectabant sententiam, et intenti tacebant ad consilium meum.
22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
Verbis meis addere nihil audebant, et super illos stillabat eloquium meum.
23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
Expectabant me sicut pluviam, et os suum aperiebant quasi ad imbrem serotinum.
24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
Siquando ridebam ad eos, non credebant, et lux vultus mei non cadebat in terram.
25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
Si voluissem ire ad eos, sedebam primus: cumque sederem quasi rex, circumstante exercitu, eram tamen moerentium consolator.
