Job 29
1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Job prenant encore de nouveau sa parabole, dit:
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
Qui m’accordera que je sois comme dans les anciens mois, comme aux jours dans lesquels Dieu me gardait;
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
Quand sa lampe luisait sur ma tête, et qu’à sa lumière je marchais dans les ténèbres;
4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
Comme je fus aux jours de ma jeunesse, quand en secret Dieu était dans mon tabernacle;
5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
Quand le Tout-Puissant était avec moi, et qu’autour de moi étaient mes serviteurs;
6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
Quand je lavais mes pieds dans le beurre, et qu’une pierre répandait pour moi des ruisseaux d’huile;
7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
Quand je m’avançais vers la porte de la ville, et que sur la place publique on me préparait un siège?
8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
Les jeunes hommes me voyaient, et se retiraient à l’écart; et les vieillards, se levant, se tenaient debout.
9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
Les princes cessaient de parler, et mettaient un doigt sur leur bouche.
10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
Les grands retenaient leur voix, et leur langue s’attachait à leur palais.
11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
L’oreille qui m’entendait me proclamait bienheureux, et l’œil qui me voyait me rendait témoignage;
12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
Parce que j’avais délivré le pauvre qui criait, et l’orphelin qui n’avait pas de soutien.
13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
La bénédiction de celui qui allait périr venait sur moi, et je consolais le cœur de la veuve.
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
Je me suis revêtu de la justice, et l’équité de mes jugements m’a servi comme de vêtement et de diadème.
15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
J’ai été un œil pour l’aveugle, et un pied pour le boiteux.
16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
J’étais le père des pauvres; et l’affaire que je ne connaissais pas, je l’étudiais avec le plus grand soin.
17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
Je brisais les mâchoires de l’injuste, et j’arrachais la proie de ses dents.
18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
Et je disais: C’est dans mon petit nid que je mourrai, et comme le palmier, je multiplierai mes jours.
19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
Ma racine s’étend le long des eaux, et la rosée se reposera sur ma moisson.
20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
Ma gloire se renouvellera tous les jours et mon arc se fortifiera dans ma main.
21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
Ceux qui m’écoutaient attendaient mon sentiment, et, attentifs, ils se tenaient en silence pour recevoir mon avis.
22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
Ils n’osaient rien ajouter à mes paroles, et mon discours coulait sur eux goutte à goutte.
23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
Ils me souhaitaient comme l’eau du ciel, et ils ouvraient leur bouche, comme la terre s’ouvre à la pluie de l’arrière-saison.
24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
Si quelquefois je leur souriais, ils ne le croyaient pas, et la lumière de mon visage ne tombait pas à terre.
25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
Si je voulais aller parmi eux, j’avais la première place; et lorsque j’étais assis comme un roi entouré de son armée, j’étais cependant le consolateur des affligés.
