Job 29
1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Job prit de nouveau la parole sous forme sentencieuse et dit:
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
Oh! Que ne puis-je être comme aux mois du passé, Comme aux jours où Dieu me gardait,
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
Quand sa lampe brillait sur ma tête, Et que sa lumière me guidait dans les ténèbres!
4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
Que ne suis-je comme aux jours de ma vigueur, Où Dieu veillait en ami sur ma tente,
5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
Quand le Tout-Puissant était encore avec moi, Et que mes enfants m’entouraient;
6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
Quand mes pieds se baignaient dans la crème Et que le rocher répandait près de moi des ruisseaux d’huile!
7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
Si je sortais pour aller à la porte de la ville, Et si je me faisais préparer un siège dans la place,
8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
Les jeunes gens se retiraient à mon approche, Les vieillards se levaient et se tenaient debout.
9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
Les princes arrêtaient leurs discours, Et mettaient la main sur leur bouche;
10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
La voix des chefs se taisait, Et leur langue s’attachait à leur palais.
11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
L’oreille qui m’entendait me disait heureux, L’œil qui me voyait me rendait témoignage;
12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
Car je sauvais le pauvre qui implorait du secours, Et l’orphelin qui manquait d’appui.
13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
La bénédiction du malheureux venait sur moi; Je remplissais de joie le cœur de la veuve.
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
Je me revêtais de la justice et je lui servais de vêtement, J’avais ma droiture pour manteau et pour turban.
15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
J’étais l’œil de l’aveugle Et le pied du boiteux.
16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
J’étais le père des misérables, J’examinais la cause de l’inconnu;
17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
Je brisais la mâchoire de l’injuste, Et j’arrachais de ses dents la proie.
18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
Alors je disais: Je mourrai dans mon nid, Mes jours seront abondants comme le sable;
19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
L’eau pénétrera dans mes racines, La rosée passera la nuit sur mes branches;
20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
Ma gloire reverdira sans cesse, Et mon arc rajeunira dans ma main.
21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
On m’écoutait et l’on restait dans l’attente, On gardait le silence devant mes conseils.
22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
Après mes discours, nul ne répliquait, Et ma parole était pour tous une bienfaisante rosée;
23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
Ils comptaient sur moi comme sur la pluie, Ils ouvraient la bouche comme pour une pluie du printemps.
24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
Je leur souriais quand ils perdaient courage, Et l’on ne pouvait chasser la sérénité de mon front.
25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
J’aimais à aller vers eux, et je m’asseyais à leur tête; J’étais comme un roi au milieu d’une troupe, Comme un consolateur auprès des affligés.
