Job 29
1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Job reprit encore son discours et dit:
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
Oh! Qui me rendra les mois d'autrefois, les jours où Dieu veillait à ma garde;
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
quand sa lampe brillait sur ma tête, et que sa lumière me guidait dans les ténèbres!
4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
Tel que j'étais aux jours de mon âge mûr, quand Dieu me visitait familièrement dans ma tente,
5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
quand le Tout-Puissant était encore avec moi, et que mes fils m'entouraient;
6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
quand je lavais mes pieds dans le lait, et que le rocher me versait des flots d'huile!
7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
Lorsque je sortais pour me rendre à la porte de la ville, et que j'établissais mon siège sur la place publique,
8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
en me voyant, les jeunes gens se cachaient, les vieillards se levaient et se tenaient debout.
9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
Les princes retenaient leurs paroles, et mettaient leur main sur la bouche.
10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
La voix des chefs restait muette, leur langue s'attachait à leur palais.
11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
L'oreille qui m'entendait me proclamait heureux, l'œil qui me voyait me rendait témoignage.
12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
Car je sauvais le pauvre qui implorait du secours, et l'orphelin dénué de tout appui.
13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
La bénédiction de celui qui allait périr venait sur moi, je remplissais de joie le cœur de la veuve.
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
Je me revêtais de la justice comme d'un vêtement, mon équité était mon manteau et mon turban.
15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
J'étais l'œil de l'aveugle, et le pied du boiteux.
16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
J'étais le père des pauvres, j'examinais avec soin la cause de l'inconnu.
17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
Je brisais la mâchoire de l'injuste, et j'arrachais sa proie d'entre les dents.
18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
Je disais: « Je mourrai dans mon nid, j'aurai des jours nombreux comme le sable.
19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
Mes racines s'étendent vers les eaux, la rosée passe la nuit dans mon feuillage.
20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
Ma gloire reverdira sans cesse, et mon arc reprendra sa vigueur dans ma main. »
21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
On m'écoutait et l'on attendait, on recueillait en silence mon avis.
22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
Après que j'avais parlé, personne n'ajoutait rien; ma parole coulait sur eux comme la rosée.
23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
Ils m'attendaient comme on attend la pluie; ils ouvraient la bouche comme aux ondées du printemps.
24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
Si je leur souriais, ils ne pouvaient le croire; ils recueillaient avidement ce signe de faveur.
25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
Quand j'allais vers eux, j'avais la première place, je siégeais comme un roi entouré de sa troupe, comme un consolateur au milieu des affligés.
