< Job 29 >

1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
And Job again took up his measure, and said,
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
Oh that it were with me as in the months of old, as in the days, when, GOD, used to watch over me;
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
When his lamp shone over my head, by whose light, I could go through darkness;
4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
As I was, in the days of my prime, when, the intimacy of GOD, was over my tent;
5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
While yet the Almighty was with me, round about me, were my young men;
6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
When my steps were bathed in milk, and, the rock, poured out beside me, rivulets of oil:
7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
When I went out to the gate unto the city, in the open place, made ready my seat,
8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
Young men saw me, and hid themselves, and, the aged, arose—they stood;
9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
Rulers, restrained speech, and, a hand, laid they on their mouth;
10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
The voice of nobles, was hushed, and their tongue to their palate, did cleave;
11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
When, the ear, heard, then it pronounced me happy, When, the eye, saw, then it bare me witness;
12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
Because I used to deliver the oppressed who was crying out for aid, the fatherless also, and him that had no helper;
13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
The blessing of him that was ready to perish, upon me was wont to descend, and, the heart of the widow, caused I to sing for joy;
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
Righteousness, I put on, and it clothed me, Like a robe and turban, was my, justice;
15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
Eyes, became I to the, blind, and, feet to the lame, was, I!
16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
A father, was, I, to the needy, and, as for the cause which I knew not, I used to search it out;
17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
And I shivered the fangs of the perverse, —and, out of his teeth, I tare the prey.
18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
Then said I, Like a stem, shall I grow old, yea, as the sand, shall I multiply days:
19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
My root, is laid open to the waters, and, the dew, shall lodge for the night in my boughs;
20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
Mine honour, shall be young again with me, and, my bow, in my hand, be renewed.
21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
To me, men hearkened, and waited, and kept silence for my counsel;
22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
After I had spoken, they spake not again, and, upon them, used my speech to drop;
23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
And they waited, as for rain, for me, and, their mouths, they opened wide for the spring-rain;
24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
I laughed at them—they lost confidence, and, the light of my countenance, they suffered not to fail;
25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
I chose out their way, and sat chief, —and abode, as king, in an army, as one who, to mourners, giveth comfort.

< Job 29 >