Job 29

1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;

da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;

som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;

da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;

da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.

da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.

8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.

Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,

9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.

Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,

10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.

Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.

Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.

12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.

Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.

den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.

jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.

Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.

den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.

Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;

19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.

min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.

min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«

21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.

Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;

22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;

ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;

23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.

de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.

24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.

Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.

25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.