Job 29
1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Job loh amah kah a pom te a cong tih,
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
“Kai he hlamat kah hla bangla aka khueh tih Pathen kah khohnin bangla kai aka tuem te unim?
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
Amah loh a hmaithoi te ka lu soah a thangthen tih amah kah vangnah nen ni a hmuep ah khaw ka caeh.
4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
Ka cavaa tue vaengah khaw ka dap ah Pathen kah baecenol la ka om.
5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
Tlungthang te kai taengah om pueng tih, ka kaepvai ka ca rhoek om.
6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
Ka khokan te suknaeng neh a hluk tih lungpang loh kai ham situi sokca a long sak.
7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
Vangpuei vongka ah ka thoeng tih toltung ah ka ngolhmuen cikngae sak.
8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
Kai m'hmuh uh vaengah cadong rhoek te thuh uh. Patong rhoek khaw thoo uh tih pai uh.
9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
Mangpa rhoek loh olthui te a phah uh tih a kut te a ka dongla a khueh uh.
10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
Rhaengsang rhoek ol te a phah tih a lai khaw a dang dongla kap.
11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
Hna loh a yaak vaengah kai n'uem tih mik loh a hmuh vaengah kai n'rhalrhing sak.
12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
Mangdaeng loh bomnah a bih tih cadah neh a taengah aka bom aka om pawt khaw ka loeih sak.
13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
Hlang milh kah yoethennah te kai soah pai tih nuhmai kah lungbuei khaw ka tamhoe sak.
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
Duengnah te ka bai tih hnikul bangla kai n'khuk. Ka tiktamnah he ka sammuei nah ni.
15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
Mikdael taengah mik la, khokhaem taengah kho la ka om.
16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
Kai tah khodaeng taengah a napa la ka om tih ming pawt kah tuituknah te ka khe pah.
17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
Boethae kah pumcu te ka thuk pah tih a no lamkah maeh te ka voeih pah.
18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
Te dongah, “Ka bu ah ka pal mako,” ka ti tih laivin bangla khohnin ka puh.
19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
Ka yung loh tui taengla a muk tih buemtui loh ka cangvuei dongah rhaeh.
20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
Ka thangpomnah ka taengah thai tih ka lii ka kut dongah tinghil.
21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
Kai taengah a hnatun uh tih a lamtawn uh dongah ka cilsuep ham kuemsuem uh.
22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
Ka ol hnukah talh uh voel pawt tih kai olthui he amih soah tla.
23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
Kai ham tah khotlan bangla a lamtawn uh tih a ka loh tlankhol bangla a ang uh.
24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
Amih taengah ka luem dae n'tangnah uh pawt tih ka maelhmai vangnah dongah khaw yalh uh pawh.
25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
Amih kah longpuei te ka coelh tih boeilu la ka ngol. Caem lakli ah manghai bangla kho ka sak tih rhahdoe cangpoem akhaw a hloep.
