Job 29
1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Job mah a thuih ih patahhaih lok to patomh poe;
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
aw kai loe kalaem tangcae khrah, Sithaw mah khetzawnhaih ni thuem ih baktiah om let nasoe;
3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
ka lu nuiah angmah ih hmaithawk to paang moe, anih aanghaih hoiah khoving thungah kam kaeh;
4 som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
ka qoengh li nathuem ih aninawk baktih, ka im ah Sithaw angkomhaih oh nathuem ih aninawk baktiah om let nasoe;
5 da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
lensawk Sithaw kai khaeah oh moe, ka caanawk hoi nawnto oh o;
6 da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
maitaw tahnutui hoiah khok to ka pasaeh, thlung thung hoiah situi to tui baktiah long;
7 da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
vangpui khongkha ah ka caeh moe, lampui ah kang hnut,
8 De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
thendoengnawk mah kai ang hnuk o naah, anghawk o ving; mitongnawk loe angthawk o moe, angdoet o.
9 De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
Angraengnawk loe lokthui o ai, pakha to ban hoiah tamuep o.
10 Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
Toksah angraengnawk doeh lok apae o ai, palai to angsumh o.
11 Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
Naa mah ka lok thaih naah, kai han tahamhoihaih ang paek; mik mah kai hnuk naah, kai hnukung ah oh;
12 Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
tipongah tih nahaeloe amtang kami, amno ampa tawn ai kami, bomkung tawn ai kami hang naah ka bomh pongah ni.
13 Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
Kadueh tom kami mah tahamhoihaih ang paek moe, lamhmai to anghoehaih laasak hanah palung kang hoesak.
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
Toenghaih to khukbuen ah kang khuk, ka toenghaih loe kahni baktih, lumuek baktiah oh.
15 Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
Mikmaengnawk hanah mik ah ka oh moe, khokkhaem kaminawk hanah khok ah ka oh.
16 Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
Amtang kaminawk hanah ampa ah ka oh moe, angvinnawk ih lok ka tahngaih pae.
17 Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
Kasae kaminawk ih ano to ka khaeh pae moe, anih mah kaek ih kaminawk to ka pahlong.
18 Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
To pacoengah, ka hinghaih aninawk loe savuet baktiah pop, kai loe kaimah ih im ah ni ka dueh tih.
19 Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
Kai ih tangzun loe tui taengah pha ueloe, aqum puek ka tanghang nuiah dantui angbuem tih.
20 Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
Ka lensawkhaih loe cak poe ueloe, ka ban ih kalii doeh tha om let tih.
21 De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
Kaminawk mah ka lok to tahngaih o, ka thuih ih lok to aek o ai.
22 Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
Lok ka thuih pacoengah, mi doeh lok apae o ai boeh; ka thuih ih lok loe nihcae nuiah tui baktiah ca.
23 de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
Nihcae mah khotui zing o baktih toengah kai to ang zing o, hnukkhuem ih khotui kazing baktiah pakha to kalen ah a angh o.
24 Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
Nihcae ka pahnui thuih naah, nihcae mah tang o ai; ka mikhmai aanghaih to a hnuk o naah, ka mikhmai aanghaih to anghmaa o sak thai ai.
25 Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
Nihcae ih loklam to ka qoih moe, kahoih koek ahmuen ah kang hnut, palungsae kami pathloepkung baktih, misatuh kaminawk salak ih siangpahrang baktiah kang hnut, tiah ka thuih.
