Job 27
1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Hiob toaa nʼasɛm so se,
2 Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!
“Sɛ Onyankopɔn te ase yi, nea wammu me atɛntrenee no, Otumfo a wama madi me kra mu awerɛhow,
3 — thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —
mmere dodow a nkwa wɔ me mu, na Onyankopɔn home wɔ me mu yi,
4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.
mʼano renka amumɔyɛsɛm, na me tɛkrɛma rentwa nkontompo.
5 Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.
Merennye nto mu da sɛ nea woka no yɛ nokware; merenka me mudi nhyɛ, kosi sɛ mewu.
6 Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.
Mekura me trenee mu, merennyaa mu; sɛ mete ase yi, me tiboa remmu me fɔ.
7 Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.
“Ma mʼatamfo nyɛ sɛ amumɔyɛfo, na wɔn a wokyi me nyɛ sɛ atorofo.
8 Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!
Anidaso bɛn na wɔn a wonni nyamesu no wɔ wɔ wɔn wu akyi, bere a Onyankopɔn agye wɔn nkwa afi wɔn nsam no?
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
So Onyankopɔn tie wɔn sufrɛ bere a amanehunu aba wɔn so no ana?
10 Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?
So wɔn ani begye wɔ Otumfo no mu? Wobesu afrɛ Onyankopɔn bere biara ana?
11 Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.
“Mɛma mo Onyankopɔn tumi ho nkyerɛkyerɛ; meremfa Otumfo no akwan nhintaw.
12 Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?
Mo ankasa moahu eyinom nyinaa. Afei nsɛnhunu yi ase ne dɛn?
13 Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.
“Eyi ne nea Onyankopɔn ahyɛ ato hɔ ama omumɔyɛfo, agyapade a otirimɔdenfo nya fi Otumfo no nkyɛn:
14 Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.
Sɛ ɔwɔ mma dodow dɛn ara, wɔn nkrabea ne afoa; na nʼasefo rennidi mmee da.
15 De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.
Ɔyaredɔm besie wɔn a wɔbɛka wɔ nʼakyi, na wɔn akunafo rensu wɔn.
16 Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,
Ɛwɔ mu sɛ ɔhɔre dwetɛ te sɛ mfutuma na ɔboa ntama ano sɛ dɔte,
17 da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.
nea ɔpɛ gu hɔ no, atreneefo na wobefura na pɛpɛyɛfo no nso akyekyɛ dwetɛ no.
18 Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.
Ofi a osi no te sɛ ananse abubummaba, ɛte sɛ pata bi a ɔwɛmfo abɔ.
19 Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.
Ɔda hɔ te sɛ ɔdefo, nanso ɔrenna saa bio; ɔbɛtew nʼani no na ne nyinaa atu ayera.
20 Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.
Ahunahuna ba ne so sɛ nsuyiri; ahum hwim no kɔ anadwo.
21 Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.
Apuei mframa soa no kɔ, na onni hɔ bio; ɛtwe no fi ne tenabea.
22 Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.
Ɛbɔ no a ahummɔbɔ nni mu bere a ɔreguan afi ne tumi ase.
23 Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.
Ɔde fɛw bɔ ne nsam na ɔpam no fi ne tenabea.”
