Job 27

1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

Job heldt fram med talen sin og sagde:

2 Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!

«So sant Gud liver, som meg sveik, og Allvalds som meg volde sorg

3 — thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —

- for endå eg min ande dreg; i nosi mi er guddomspust -:

4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.

Urett ligg ei på mine lippor; mi tunga talar ikkje svik.

5 Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.

D’er langt frå meg å gje’ dykk rett, mi uskyld held eg fast til dauden.

6 Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.

Mi rettferd held eg fast uskjepla, eg ingen dag treng skjemmast ved.

7 Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.

Min fiend’ skal seg syna gudlaus, min motstandar som urettferdig.

8 Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!

Kva von hev en gudlaus att, når Gud vil sjæli or han draga?

9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?

Vil Gud vel høyra skriket hans, når trengsla bryt innyver honom?

10 Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?

Kann han i Allvald vel seg gleda? Kann han kvar tid påkalla Gud?

11 Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.

Eg um Guds hand vil læra dykk; kva Allvald vil, det dyl eg ikkje.

12 Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?

Sjå dette hev det alle set; kvi talar de då tome ord?

13 Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.

Den lut fær gudlause av Gud, den arven valdsmann fær av Allvald.

14 Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.

Til sverdet veks hans søner upp; hans avkom mettast ei med brød;

15 De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.

dei siste legst i grav ved pest, og enkjorne held ingi klaga.

16 Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,

Og um han dyngjer sylv som dust og samlar klæde liksom leir:

17 da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.

Den rettvise tek klædi på; skuldlause skifter sylvet hans.

18 Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.

Han byggjer huset sitt som molen, likt hytta vaktmannen set upp.

19 Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.

Rik legg han seg - men aldri meir; han opnar augo - og er burte.

20 Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.

Som vatsflaum rædsla honom tek, ved natt riv stormen honom burt.

21 Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.

Han driv av stad for austanvind, som blæs han frå hans heimstad burt.

22 Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.

Han utan miskunn på han skyt; frå handi hans han røma må.

23 Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.

Med hender klappar dei åt han og pip han frå hans heimstad burt.