Job 27

1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

Tinovo’ Iobe amy lañona’ey ty hoe:

2 Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!

Kanao veloñe t’i Andrianañahare, nitavañe ty zoko; naho i El-Sadai nampafaitse ty troko,

3 — thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —

ie mbe amako ty fiaiko, naho an-doak’ oroko ao ty kofòn’ Añahare,

4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.

le lia’e tsy hañoratse o soñikoo, vaho tsy hiñeoñeo famañahiañe ty lelako.

5 Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.

Sondia’e te hiantofako ho to ty anahareo; ampara’ te hivetrake, tsy hapitsoko amako ty fahitiko.

6 Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.

Ho faharako ty havañonako vaho tsy havotsoko; leo raik’ amo androkoo tsy inje’ ty troko.

7 Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.

Ee te hanahake o tsereheñeo o malaiñe ahikoo, naho ho hambañe ami’ty tsivokatse ty mitroatse amako.

8 Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!

Ino ty fitamà’ ty tsy aman-Kake, t’ie naito, ie tsoahen’ Añahare ty fiai’e?

9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?

Ho janjiñen’Añahare hao ty fikoia’e ie mivovo ama’e ty hankàñe?

10 Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?

Hifalea’e hao t’i El-Sadai? Ho kanjie’e nainai’e hao t’i Andrianañahare?

11 Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.

Hampandrendreheko anahareo ty fitàn’ Añahare; tsy eo ty hapoko ty amy El-Sadai.

12 Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?

Toe fonga nahaisake nahareo, akore arè t’ie mitsingevongevo?

13 Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.

Intoy ty toly tsaharen’ Añahare amo tsereheñeo, ty lova azotso’ i El-Sadai amo mampangebahebakeo;

14 Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.

Ndra firefire o ana’eo le ho amy fibaray avao; le lia’e tsy ho enen-kaneñe o tarira’eo.

15 De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.

Halente’ ty kiria o sehanga’eo, le tsy hahafandala o ramavoi’iareoo.

16 Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,

Ndra te ampitoabore’e hoe deboke ty volafoty, naho avotri’e hoe lietse o saroñeo—

17 da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.

ndra te ihentseña’e, ho sikina’ o vantañeo, vaho hifanjarà’ o malio-tahiñeo i volafotiy.

18 Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.

Tsene’e hoe fararotse ty akiba’e, hoe kibohotse faorem-pigaritse.

19 Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.

Reketse vara t’ie màndre, fe tsy hamokatse ka; ie mañente, tsy eo.

20 Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.

Imbotraha’ ty firevendreveñañe hoe sorotombake; itavaña’ ty tangololahy haleñe.

21 Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.

Ahela’ i tiok’ atiñanañey; le añe re; naviovio’ i tiobeiy amy toe’ey.

22 Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.

Eka mihiririñe mb’ama’e le tsy apo’e; himanea’e ty hipoliotse am’pità’e.

23 Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.

Ho tehafam-pitàñe, ho kosasaheñe hiakatse i toe’ey.