Job 27

1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

Hierauf fuhr Hiob nochmals in seiner Rede so fort:

2 Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!

»So wahr Gott lebt, der mir mein Recht entzogen, und der Allmächtige, der mich in Verzweiflung gestürzt hat:

3 — thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —

Solange irgend noch mein Lebensodem in mir ist und Gottes Hauch in meiner Nase –

4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.

nie sollen meine Lippen eine Unwahrheit reden und meine Zunge eine Täuschung aussprechen!

5 Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.

Fern sei es also von mir, euch recht zu geben, nein, bis zum letzten Atemzuge verleugne ich meine Unschuld nicht!

6 Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.

An meiner Gerechtigkeit halte ich fest und lasse sie nicht fahren: mein Gewissen straft mich wegen keines einzigen meiner Lebenstage!«

7 Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.

»Wie dem Frevler möge es meinem Feinde ergehen und meinem Widersacher wie dem Bösewicht!

8 Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!

Denn welche Hoffnung hat der Ruchlose noch, wenn Gott seinen Lebensfaden abschneidet, wenn er ihm seine Seele abfordert?

9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?

Wird Gott wohl sein Schreien hören, wenn Drangsal über ihn hereinbricht?

10 Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?

Oder darf er auf den Allmächtigen sich getrost verlassen, Gott anrufen zu jeder Zeit?«

11 Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.

»Ich will euch über Gottes Tun belehren und, wie der Allmächtige es hält, euch nicht verhehlen.

12 Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?

Seht doch, ihr alle habt euch selbst davon überzeugt: warum seid ihr gleichwohl in so eitlem Wahn befangen?

13 Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.

Dies ist das Teil des frevelhaften Menschen bei Gott und das Erbe der Gewalttätigen, das sie vom Allmächtigen empfangen:

14 Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.

Wenn seine Kinder groß werden, so ist’s für das Schwert, und seine Sprößlinge haben nicht satt zu essen.

15 De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.

Wer ihm dann von den Seinen noch übrigbleibt, wird durch die Pest ins Grab gebracht, und ihre Witwen stellen nicht einmal eine Totenklage an.

16 Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,

Wenn er Geld aufhäuft wie Staub und Gewänder ansammelt wie Gassenschmutz:

17 da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.

er sammelt sie wohl, aber ein Gerechter bekleidet sich mit ihnen, und das Geld wird ein Schuldloser in Besitz nehmen.

18 Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.

Er hat sein Haus gebaut wie ein Spinngewebe und wie eine Hütte, die ein Feldhüter sich aufschlägt:

19 Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.

als reicher Mann legt er sich schlafen, ohne daß es schon weggerafft wäre – schlägt er die Augen auf, so ist nichts mehr da;

20 Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.

Schrecknisse überfallen ihn bei Tage, bei Nacht rafft der Sturmwind ihn hinweg;

21 Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.

der Ostwind hebt ihn empor, so daß er dahinfährt, und stürmt ihn hinweg von seiner Stätte.

22 Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.

Gott schleudert seine Geschosse erbarmungslos auf ihn; seiner Hand möchte er um jeden Preis entfliehen.

23 Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.

Man klatscht über ihn in die Hände, und Zischen folgt ihm nach von seiner Wohnstätte her.«