Job 27
1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Job prit de nouveau la parole sous forme sentencieuse et dit:
2 Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!
Dieu qui me refuse justice est vivant! Le Tout-Puissant qui remplit mon âme d’amertume est vivant!
3 — thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —
Aussi longtemps que j’aurai ma respiration, Et que le souffle de Dieu sera dans mes narines,
4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.
Mes lèvres ne prononceront rien d’injuste, Ma langue ne dira rien de faux.
5 Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.
Loin de moi la pensée de vous donner raison! Jusqu’à mon dernier soupir je défendrai mon innocence;
6 Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.
Je tiens à me justifier, et je ne faiblirai pas; Mon cœur ne me fait de reproche sur aucun de mes jours.
7 Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.
Que mon ennemi soit comme le méchant, Et mon adversaire comme l’impie!
8 Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!
Quelle espérance reste-t-il à l’impie, Quand Dieu coupe le fil de sa vie, Quand il lui retire son âme?
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
Est-ce que Dieu écoute ses cris, Quand l’angoisse vient l’assaillir?
10 Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?
Fait-il du Tout-Puissant ses délices? Adresse-t-il en tout temps ses prières à Dieu?
11 Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.
Je vous enseignerai les voies de Dieu, Je ne vous cacherai pas les desseins du Tout-Puissant.
12 Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?
Mais vous les connaissez, et vous êtes d’accord; Pourquoi donc vous laisser aller à de vaines pensées?
13 Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.
Voici la part que Dieu réserve au méchant, L’héritage que le Tout-Puissant destine à l’impie.
14 Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.
S’il a des fils en grand nombre, c’est pour le glaive, Et ses rejetons manquent de pain;
15 De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.
Ceux qui échappent sont enterrés par la peste, Et leurs veuves ne les pleurent pas.
16 Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,
S’il amasse l’argent comme la poussière, S’il entasse les vêtements comme la boue,
17 da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.
C’est lui qui entasse, mais c’est le juste qui se revêt, C’est l’homme intègre qui a l’argent en partage.
18 Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.
Sa maison est comme celle que bâtit la teigne, Comme la cabane que fait un gardien.
19 Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.
Il se couche riche, et il meurt dépouillé; Il ouvre les yeux, et tout a disparu.
20 Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.
Les terreurs le surprennent comme des eaux; Un tourbillon l’enlève au milieu de la nuit.
21 Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.
Le vent d’orient l’emporte, et il s’en va; Il l’arrache violemment de sa demeure.
22 Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.
Dieu lance sans pitié des traits contre lui, Et le méchant voudrait fuir pour les éviter.
23 Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.
On bat des mains à sa chute, Et on le siffle à son départ.
