Job 27
1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
Tete Hiob yi eƒe nuƒoa dzi be,
2 Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!
“Meta Mawu si gbe afiatsotso nam la ƒe agbe kple Ŋusẽkatãtɔ, ame si do vevesese na nye luʋɔ be,
3 — thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —
zi ale si agbe le menye, Mawu ƒe gbɔgbɔ le nye ŋɔti me la,
4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.
nye nuyi magblɔ nya vɔ̃ɖi o eye nye aɖe magblɔ beblenya aɖeke o.
5 Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.
Nyemalɔ̃ gbeɖe be tɔwò dzɔ o va se ɖe esi maku la, nyemasẽ nu le nye blibodede ŋu o.
6 Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.
Malé nye dzɔdzɔenyenye me ɖe asi ɖaa eye nyemaɖe asi le eŋu akpɔ o. Zi ale si mele agbe la, nye dzitsinya mado vlom o.
7 Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.
“Nye futɔwo nenɔ abe ame vɔ̃ɖiwo ene eye nye ketɔwo abe ame madzɔmadzɔwo ene!
8 Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!
Elabena mɔkpɔkpɔ kae le ame vlo si ne wolãe ɖa eye Mawu ɖe eƒe agbe ɖa?
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
Ɖe Mawu ase eƒe ɣlidodo, ne eɖo xaxa mea?
10 Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?
Ɖe eƒe nu anyo Ŋusẽkatãtɔ la ŋua? Ɖe wòayɔ Mawu ɣe sia ɣia?
11 Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.
“Mafia nu mi tso Mawu ƒe ŋusẽ ŋuti eye nyemaɣla Ŋusẽkatãtɔ la ƒe mɔwo ɖe mi o.
12 Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?
Miawo ŋutɔ miekpɔ esiawo katã. Ekema nu kae nye nuƒo manyatalenu gbogbo siawo?
13 Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.
“Esia nye gome si Mawu ɖo ɖi na ame vɔ̃ɖiwo kple domenyinyi si ŋutasẽla xɔna tso Ŋusẽkatãtɔ la gbɔ.
14 Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.
Aleke ke viawo sɔ gbɔe hã la, woɖo wo ɖi na yi eye eƒe dzidzimeviwo makpɔ nu aɖu aɖi ƒo akpɔ gbeɖe o.
15 De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.
Dɔvɔ̃ awu ame siwo susɔ nɛ eye woƒe ahosiwo mafa na wo o.
16 Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,
Togbɔ be eli kɔ klosalo abe ke ene, wòdo agba avɔ wòkɔ abe to ene hã la,
17 da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.
ame dzɔdzɔewo ado nu siwo wòli kɔe eye ame maɖifɔwo ama eƒe klosalo.
18 Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.
Xɔ si wòtu la anɔ abe gbagblaʋui ƒe azi si wòƒo teti ko la ene eye wòanɔ abe zãɖialawo ƒe agbadɔ si wòwɔ la ene.
19 Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.
Emlɔ anyi abe hotsuitɔ ene gake esusɔ vie maganɔ nɛ nenema o elabena esi wòʋu eƒe ŋkuwo la, naneke megali o.
20 Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.
Ŋɔdzi ƒona ɖe edzi abe tɔɖɔɖɔ ene eye ahom kplɔnɛ dzonae le zã me.
21 Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.
Ɣedzeƒeya kɔe dzoe eye wòdzo, ale wòkplɔe ɖa le enɔƒe.
22 Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.
Etsɔ eɖokui xlã ɖe edzi nublanuimakpɔmakpɔtɔe, esi wòsi le eƒe ŋusẽ nu afɔtsɔtsɔe.
23 Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.
Esi akpe ɖe eta fewuɖutɔe eye wònyae ɖa le enɔƒe.”
