Job 26

1 Da svarede Job og sagde:

Alors Job prit la parole et dit:

2 Hvad har du hjulpet den, som ingen Kraft havde? frelste du den Arm, som ingen Styrke havde?

Comme tu sais venir en aide à la faiblesse, prêter secours au bras sans force!

3 Hvorledes raadede du den, som ingen Visdom havde, og kundgjorde Indsigt til Overflod?

Comme tu conseilles bien l’ignorant! Quelle abondance de sagesse tu fais paraître!

4 For hvem har du kundgjort Tale, og hvis Aande talte ud af dig?

A qui adresses-tu des paroles? Et de qui est l’esprit qui sort de ta bouche?

5 Dødningerne bæve neden under Vandene og deres Beboere.

Devant Dieu, les ombres tremblent sous les eaux et leurs habitants.

6 Dødsriget ligger blottet for ham, og Afgrunden har intet Skjul. (Sheol h7585)

Le schéol est à nu devant lui, et l’abîme n’a pas de voile. (Sheol h7585)

7 Han udbreder Norden over det øde, han hænger Jorden paa intet.

Il étend le septentrion sur le vide, il suspend la terre sur le néant.

8 Han binder Vandet sammen i sine Skyer, dog brister Skydækket ikke under dem.

Il renferme les eaux dans ses nuages, et les nues ne se déchirent pas sous leur poids.

9 Han lukker for sin Trone, han udbreder sin Sky over den.

Il voile la face de son trône, il étend sur lui ses nuées.

10 Han har draget en Grænse oven over Vandene indtil der, hvor Lyset ender i Mørke.

Il a tracé un cercle à la surface des eaux, au point de division de la lumière et des ténèbres.

11 Himmelens Piller skælve og forfærdes for hans Trusel.

Les colonnes du ciel s’ébranlent, et s’épouvantent à sa menace.

12 Ved sin Kraft oprører han Havet, og med sin Forstand bryder han dets Hovmod.

Par sa puissance il soulève la mer, par sa sagesse il brise l’orgueil.

13 Ved hans Aande blive Himlene dejlige; hans Haand gennemborer den flygtende Slange.

Par son souffle le ciel devient serein, sa main a formé le serpent fuyard.

14 Se, disse ere de yderste Grænser af hans Veje, og hvor svag er Lyden af det Ord, som vi have hørt deraf? Men hans Vældes Torden — hvo forstaar den!

Tels sont les bords de ses voies, le léger murmure que nous en percevons; mais le tonnerre de sa puissance, qui pourra l’entendre?