Job 26

1 Da svarede Job og sagde:

Forsothe Joob answeride, and seide, Whos helpere art thou?

2 Hvad har du hjulpet den, som ingen Kraft havde? frelste du den Arm, som ingen Styrke havde?

whether `of the feble, and susteyneste the arm of hym, which is not strong?

3 Hvorledes raadede du den, som ingen Visdom havde, og kundgjorde Indsigt til Overflod?

To whom hast thou youe counsel? In hap to hym that hath not wisdom; and thou hast schewid ful myche prudence.

4 For hvem har du kundgjort Tale, og hvis Aande talte ud af dig?

Ether whom woldist thou teche? whether not hym, that made brething?

5 Dødningerne bæve neden under Vandene og deres Beboere.

Lo! giauntis weilen vnder watris, and thei that dwellen with hem.

6 Dødsriget ligger blottet for ham, og Afgrunden har intet Skjul. (Sheol h7585)

Helle is nakid bifor hym, and noon hilyng is to perdicioun. (Sheol h7585)

7 Han udbreder Norden over det øde, han hænger Jorden paa intet.

Which God stretchith forth the north on voide thing, and hangith the erthe on nouyt.

8 Han binder Vandet sammen i sine Skyer, dog brister Skydækket ikke under dem.

`Which God byndith watris in her cloudis, that tho breke not out togidere dounward.

9 Han lukker for sin Trone, han udbreder sin Sky over den.

`Whych God holdith the cheer of his seete, and spredith abrood theron his cloude.

10 Han har draget en Grænse oven over Vandene indtil der, hvor Lyset ender i Mørke.

He hath cumpassid a terme to watris, til that liyt and derknessis be endid.

11 Himmelens Piller skælve og forfærdes for hans Trusel.

The pilers of heuene tremblen, and dreden at his wille.

12 Ved sin Kraft oprører han Havet, og med sin Forstand bryder han dets Hovmod.

In the strengthe of hym the sees weren gaderid togidere sudeynly, and his prudence smoot the proude.

13 Ved hans Aande blive Himlene dejlige; hans Haand gennemborer den flygtende Slange.

His spiryt ournede heuenes, and the crokid serpent was led out bi his hond, ledynge out as a mydwijf ledith out a child.

14 Se, disse ere de yderste Grænser af hans Veje, og hvor svag er Lyden af det Ord, som vi have hørt deraf? Men hans Vældes Torden — hvo forstaar den!

Lo! these thingis ben seid in partie of `hise weyes; and whanne we han herd vnnethis a litil drope of his word, who may se the thundur of his greetnesse?