Job 24
1 Hvorfor ere Tider ikke gemte af den Almægtige? og hvorfor se de, som kender ham, ikke hans Dage?
— Nemixⱪa Ⱨǝmmigǝ Ⱪadir [soraⱪ] künlirini bekitmǝydu? Nemixⱪa Uni tonuƣanlar Uning xu künlirini bikardin-bikar kütidu?
2 Man forrykker Markskel, man røver Hjorder og vogter dem;
Mana, adǝmlǝr pasil ⱪilinƣan taxlarni yɵtkiwetidu; Ular zorawanliⱪ bilǝn baxⱪilarning padilirini bulap-talap ɵzliri [oquⱪ-axkara] baⱪidu;
3 man driver de faderløses Asen bort, man tager en Enkes Okse til Pant;
Ular yetim-yesirlarning exikini bulap ⱨǝydǝp ketidu; Ular tul hotunning kalisini kepillik üqün eliwalidu.
4 man trænger de fattige ud af Vejen, de elendige i Landet maa skjule sig til Hobe.
Ular miskinlǝrni yoldin neri ittiriwetidu; Xuning bilǝn zemindiki ezilgǝnlǝrning ⱨǝmmisi mɵküxüwalidu.
5 Se, som Vildæsler i Ørken gaa de ud til deres Gerning, de staa aarle op efter Føde! Ørkenen giver dem Brød til Børnene.
Mana, ular dǝxt-bayawanlardiki yawayi exǝklǝrdǝk, Tang sǝⱨǝrdǝ olja izdǝx «hizmiti»gǝ qiⱪidu; Janggal ular wǝ ularning baliliri üqün yemǝklik tǝminlǝydu.
6 De høste den ugudeliges Blandingssæd, og de holde Efterhøst i hans Vingaard.
Ular yamanning [kaliliri] üqün dalada ot-qɵp oridu, Uning üqün axⱪan-taxⱪan üzümlirini teriydu;
7 Nøgne ligge de om Natten, uden Klæder, og uden Dække i Kulden.
Ular keqini kiyimsiz yalang ɵtküzidu, Soƣuⱪta bolsa yepinƣudǝk kiyimi yoⱪtur.
8 De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de ingen Tilflugt have, favne de Klippen.
Ular taƣⱪa yaƣⱪan yamƣurlar bilǝn süzmǝ bolup ketidu, Panaⱨsizliⱪidin taxni ⱪuqaⱪlixidu.
9 Man river den faderløse fra Moders Bryst, og af den elendige tager man Pant.
Adǝmlǝr atisiz balilarni ǝmqǝktin bulap ketidu, Ular miskinlǝrdin [bowaⱪlarni] kepillikkǝ alidu.
10 Nøgne gaa de uden Klæder, og hungrende bære de Neg.
[Miskinlǝr bolsa] kiyimsiz, yeling ɵtidu, Baxⱪilar üqün buƣday baƣlirini kɵtürsimu, yǝnila aq ⱪalidu;
11 De udperse Olie inden for hines Mure, de træde Vinperserne og tørste derved.
Ular baxⱪilarning ɵyidǝ zǝytunlarni qǝylǝp yaƣ qiⱪarƣan bolsimu, Ⱨoylilirida xarab kɵlqikini qǝyligǝn bolsimu, Yǝnila ussuzluⱪta ⱪalidu.
12 Fra Staden sukke Folk, og de gennemboredes Sjæle skrige; dog agter Gud ikke paa det urimelige deri.
Xǝⱨǝrdin adǝmlǝrning aⱨ-zarliri qiⱪip turidu, Ⱪiliq yegǝnlǝrning janliri nalǝ-pǝryad kɵtüridu; Biraⱪ Tǝngri ⱨeqkimning iplasliⱪini ǝyiblimǝydu.
13 Der er dem, som hade Lyset, de kende ikke dets Veje, og de blive ikke paa dets Stier.
— Nurƣa ⱪarxi isyan kɵtüridiƣanlarmu bar; Ular nurning yollirini bilmǝydu, Uning tǝriⱪiliridǝ turmaydu.
14 Morderen staar op, naar det dages, slaar den elendige og fattige ihjel; og om Natten er han som Tyven.
Ⱪatil tang nuri kelixi bilǝn ornidin turup, Kǝmbǝƣǝllǝr wǝ miskinlǝrni ɵltüridu; Keqidǝ u oƣridǝk yüridu.
15 Og Horkarlens Øjne vare paa Tusmørket, og han siger: Intet Øje skal skue mig; og han lægger et Dække over sit Ansigt.
Zinahormu «Meni ⱨeq kɵz kɵrmǝydu» dǝp zawal waⱪtini kütidu, Baxⱪilar meni tonumisun dǝp ayalning qümbilini yüzigǝ tartiwalidu.
16 I Mørket brydes ind i Husene, om Dagen lukke de sig inde; de kende ikke Lyset
Ⱪarangƣuluⱪta [oƣrilar] ɵyning tamlirini kolap texidu; Kündüzdǝ ular ɵzlirini ɵz ɵyigǝ ⱪamap ⱪoyidu; Ular nurni tonumaydu.
17 Thi for dem alle er Dødsskygge Morgen; thi de ere bekendte med Dødsskyggens Rædsler.
Ular üqün tang sǝⱨǝr ɵlüm sayisidǝk tuyulidu; Ular ⱪap-ⱪarangƣuluⱪning wǝⱨimilirini dost tutidu.
18 Let farer en saadan bort paa Vandet, deres Arvelod er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Vingaardenes Vej.
Ular sularning yüzidiki kɵpüklǝrdǝk yoⱪap kǝtsun! Ularning yǝr-zemindiki nesiwisi lǝnǝt ⱪilinƣanki, Xunga ulardin ⱨeqkim üzümzarliⱪⱪa yǝnǝ mangmisun!
Ⱪurƣaⱪqiliⱪ ⱨǝm tomuz issiⱪ ⱪar sulirinimu yǝp tügitidu; Tǝⱨtisaramu ohxaxla gunaⱨ ⱪilƣanlarni yǝp tügǝtsun! (Sheol h7585)
20 Moders Liv glemmer ham, han smager Ormene vel; han ihukommes ikke ydermere, og Uretfærdigheden sønderbrydes som et Træ;
Uni, tuƣⱪan anisimu untusun! Ⱪurt xɵlgǝylirini eⱪitip uni yesun! Əskǝ ⱨeq elinmisun! Xuning bilǝn ⱨǝⱪⱪaniysizliⱪ dǝrǝhtǝk kesilsun!
21 han, der udpinte den ufrugtbare, som ikke fødte, og ikke vilde gøre en Enke godt.
U balisi yoⱪ tuƣmaslardin olja alidu, U tul hotunlarƣimu ⱨeq xǝpⱪǝt kɵrsǝtmǝydu.
22 Dog Gud opholder de mægtige længe med sin Magt; de rejse sig, naar de ikke mere tro paa deres Liv.
Biraⱪ [Huda] Ɵz ⱪudriti bilǝn mundaⱪ küq-ⱨoⱪuⱪi barlarning [künini] uzartidu; Ular ⱨǝtta ⱨayatidin ümidsizlǝnsimu ⱪaytidin ornidin turidu.
23 Han giver dem Tryghed, og de forlade sig fast derpaa; og hans Øjne ere over deres Veje.
[Huda] yǝnila ularni amanliⱪta muⱪimlaxturidu, Xunga ular hatirjǝm bolidu; U ularning yollirini kɵzdǝ tutⱪan ǝmǝsmu?
24 De ere ophøjede; om en liden Stund findes ingen af dem, og de synke hen, de indsamles som alle andre, og de afhugges som Toppen paa et Aks.
Ularning mǝrtiwisi birdǝmlik ɵstürülidu, Andin ular yoⱪ bolidu; Ular ongda ⱪaldurulidu, andin baxⱪa adǝmlǝrgǝ ohxaxla yiƣip elip ketilidu; Ular pǝⱪǝtla pixⱪan sǝrhil buƣday baxaⱪliridǝk kesilip ketidu.
25 Og hvis det ikke er saa, hvo kan da straffe mig for Løgn og gøre min Tale til intet?
Bu ixlar mundaⱪ bolmisa, ⱪeni kim meni yalƣanqi dǝp ispatliyalaydu. Mening gǝplirimni kim ⱪuruⱪ gǝp deyǝlǝydu?».
