Job 24
1 Hvorfor ere Tider ikke gemte af den Almægtige? og hvorfor se de, som kender ham, ikke hans Dage?
Kvi hev’kje Allvald tider set? Kvi ser hans vener ei hans dagar?
2 Man forrykker Markskel, man røver Hjorder og vogter dem;
Dei fører deildesteinar burt, stel fe og sender det på beite,
3 man driver de faderløses Asen bort, man tager en Enkes Okse til Pant;
tek asnet frå den faderlause; tek kui enkja eig i pant.
4 man trænger de fattige ud af Vejen, de elendige i Landet maa skjule sig til Hobe.
Driv fatigfolk frå vegen burt; alt landsens småfolk kryp i skjol;
5 Se, som Vildæsler i Ørken gaa de ud til deres Gerning, de staa aarle op efter Føde! Ørkenen giver dem Brød til Børnene.
Lik ville asen fer dei ut til øydemarki med sitt stræv; og veidefang på ville heid er maten borni deira fær.
6 De høste den ugudeliges Blandingssæd, og de holde Efterhøst i hans Vingaard.
Dei haustar mark ved nattetid, og gudlaus manns vinhage plundrar.
7 Nøgne ligge de om Natten, uden Klæder, og uden Dække i Kulden.
Um natti nakne, utan klæde, dei hev for kulden inkje dekkje.
8 De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de ingen Tilflugt have, favne de Klippen.
Dei våte vert av regn på fjell, held seg i bergufs utan livd,
9 Man river den faderløse fra Moders Bryst, og af den elendige tager man Pant.
Ein farlaus lyt frå moderbarm ein armings klæde gjeng i pant.
10 Nøgne gaa de uden Klæder, og hungrende bære de Neg.
Dei nakne gjeng og klædelause, i hunger dei på kornband dreg.
11 De udperse Olie inden for hines Mure, de træde Vinperserne og tørste derved.
Dei kreistar olje innum murar, dei persar vin og tyrster lel.
12 Fra Staden sukke Folk, og de gennemboredes Sjæle skrige; dog agter Gud ikke paa det urimelige deri.
Frå byen høyrest styn av menner, og gjenomstungne skrik um hjelp, men Gud ser ei slik meningsløysa.
13 Der er dem, som hade Lyset, de kende ikke dets Veje, og de blive ikke paa dets Stier.
Det finst og fiendar åt ljoset; dei kjenner ikkje ljossens vegar og held seg ei på ljossens stigar.
14 Morderen staar op, naar det dages, slaar den elendige og fattige ihjel; og om Natten er han som Tyven.
Ved dagsprett mordaren stend upp, slær arm og fatig mann i hel, um natti er han so som tjuven.
15 Og Horkarlens Øjne vare paa Tusmørket, og han siger: Intet Øje skal skue mig; og han lægger et Dække over sit Ansigt.
Horkaren spæjar etter skyming; han tenkjer: «Inkje auga ser meg.» Sitt andlit gøymer han med maska.
16 I Mørket brydes ind i Husene, om Dagen lukke de sig inde; de kende ikke Lyset
I myrkret bryt dei inn i hus, dei som ved dag seg inne stengjer dei seg inne; av ljoset vil dei ikkje vita.
17 Thi for dem alle er Dødsskygge Morgen; thi de ere bekendte med Dødsskyggens Rædsler.
Myrk natt er morgon for deim alle; for natteskræmslorne dei kjenner.
18 Let farer en saadan bort paa Vandet, deres Arvelod er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Vingaardenes Vej.
Snøgt fer han yver vatnet burt, bannstøytt vert jordi hans i landet; til vinberg gjeng han ikkje meir.
Som snøvatn kverv for turk og hite, so gløyper helheim deim som synda. (Sheol h7585)
20 Moders Liv glemmer ham, han smager Ormene vel; han ihukommes ikke ydermere, og Uretfærdigheden sønderbrydes som et Træ;
Av moderlivet gløymd han er, og makkar mettar seg på honom; det ingen er som minnest han; so brotsverk brest liksom eit tre.
21 han, der udpinte den ufrugtbare, som ikke fødte, og ikke vilde gøre en Enke godt.
Han plundra ho som ikkje fødde, som ufør var til barne-eign; mot enkja gjorde han’kje vel.
22 Dog Gud opholder de mægtige længe med sin Magt; de rejse sig, naar de ikke mere tro paa deres Liv.
Men han styd valdsmann med si kraft, og dei fær atter standa upp som hadde mist all von um livet.
23 Han giver dem Tryghed, og de forlade sig fast derpaa; og hans Øjne ere over deres Veje.
Han styd deim so dei liver trygt, hans augo vaktar deira vegar.
24 De ere ophøjede; om en liden Stund findes ingen af dem, og de synke hen, de indsamles som alle andre, og de afhugges som Toppen paa et Aks.
Høgt stig dei, brått - dei er’kje meir - dei sig og døyr som alle andre, vert skorne av som aks på strå.
25 Og hvis det ikke er saa, hvo kan da straffe mig for Løgn og gøre min Tale til intet?
Er det’kje so? Kven legg imot? Kven gjer no mine ord um inkje?»
