Job 24
1 Hvorfor ere Tider ikke gemte af den Almægtige? og hvorfor se de, som kender ham, ikke hans Dage?
Ab Omnipotente non sunt abscondita tempora: qui autem noverunt eum, ignorant dies illius.
2 Man forrykker Markskel, man røver Hjorder og vogter dem;
Alii terminos transtulerunt; diripuerunt greges, et paverunt eos.
3 man driver de faderløses Asen bort, man tager en Enkes Okse til Pant;
Asinum pupillorum abegerunt, et abstulerunt pro pignore bovem viduæ.
4 man trænger de fattige ud af Vejen, de elendige i Landet maa skjule sig til Hobe.
Subverterunt pauperum viam, et oppresserunt pariter mansuetos terræ.
5 Se, som Vildæsler i Ørken gaa de ud til deres Gerning, de staa aarle op efter Føde! Ørkenen giver dem Brød til Børnene.
Alii quasi onagri in deserto egrediuntur ad opus suum: vigilantes ad prædam, præparant panem liberis.
6 De høste den ugudeliges Blandingssæd, og de holde Efterhøst i hans Vingaard.
Agrum non suum demetunt, et vineam ejus, quem vi oppresserint, vindemiant.
7 Nøgne ligge de om Natten, uden Klæder, og uden Dække i Kulden.
Nudos dimittunt homines, indumenta tollentes, quibus non est operimentum in frigore:
8 De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de ingen Tilflugt have, favne de Klippen.
quos imbres montium rigant, et non habentes velamen, amplexantur lapides.
9 Man river den faderløse fra Moders Bryst, og af den elendige tager man Pant.
Vim fecerunt deprædantes pupillos, et vulgum pauperem spoliaverunt.
10 Nøgne gaa de uden Klæder, og hungrende bære de Neg.
Nudis et incedentibus absque vestitu, et esurientibus tulerunt spicas.
11 De udperse Olie inden for hines Mure, de træde Vinperserne og tørste derved.
Inter acervos eorum meridiati sunt, qui calcatis torcularibus sitiunt.
12 Fra Staden sukke Folk, og de gennemboredes Sjæle skrige; dog agter Gud ikke paa det urimelige deri.
De civitatibus fecerunt viros gemere, et anima vulneratorum clamavit: et Deus inultum abire non patitur.
13 Der er dem, som hade Lyset, de kende ikke dets Veje, og de blive ikke paa dets Stier.
Ipsi fuerunt rebelles lumini: nescierunt vias ejus, nec reversi sunt per semitas ejus.
14 Morderen staar op, naar det dages, slaar den elendige og fattige ihjel; og om Natten er han som Tyven.
Mane primo consurgit homicida; interficit egenum et pauperem: per noctem vero erit quasi fur.
15 Og Horkarlens Øjne vare paa Tusmørket, og han siger: Intet Øje skal skue mig; og han lægger et Dække over sit Ansigt.
Oculus adulteri observat caliginem, dicens: Non me videbit oculus: et operiet vultum suum.
16 I Mørket brydes ind i Husene, om Dagen lukke de sig inde; de kende ikke Lyset
Perfodit in tenebris domos, sicut in die condixerant sibi, et ignoraverunt lucem.
17 Thi for dem alle er Dødsskygge Morgen; thi de ere bekendte med Dødsskyggens Rædsler.
Si subito apparuerit aurora, arbitrantur umbram mortis: et sic in tenebris quasi in luce ambulant.
18 Let farer en saadan bort paa Vandet, deres Arvelod er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Vingaardenes Vej.
Levis est super faciem aquæ: maledicta sit pars ejus in terra, nec ambulet per viam vinearum.
Ad nimium calorem transeat ab aquis nivium, et usque ad inferos peccatum illius. (Sheol h7585)
20 Moders Liv glemmer ham, han smager Ormene vel; han ihukommes ikke ydermere, og Uretfærdigheden sønderbrydes som et Træ;
Obliviscatur ejus misericordia; dulcedo illius vermes: non sit in recordatione, sed conteratur quasi lignum infructuosum.
21 han, der udpinte den ufrugtbare, som ikke fødte, og ikke vilde gøre en Enke godt.
Pavit enim sterilem quæ non parit, et viduæ bene non fecit.
22 Dog Gud opholder de mægtige længe med sin Magt; de rejse sig, naar de ikke mere tro paa deres Liv.
Detraxit fortes in fortitudine sua, et cum steterit, non credet vitæ suæ.
23 Han giver dem Tryghed, og de forlade sig fast derpaa; og hans Øjne ere over deres Veje.
Dedit ei Deus locum pœnitentiæ, et ille abutitur eo in superbiam: oculi autem ejus sunt in viis illius.
24 De ere ophøjede; om en liden Stund findes ingen af dem, og de synke hen, de indsamles som alle andre, og de afhugges som Toppen paa et Aks.
Elevati sunt ad modicum, et non subsistent: et humiliabuntur sicut omnia, et auferentur, et sicut summitates spicarum conterentur.
25 Og hvis det ikke er saa, hvo kan da straffe mig for Løgn og gøre min Tale til intet?
Quod si non est ita, quis me potest arguere esse mentitum, et ponere ante Deum verba mea?
