Job 24
1 Hvorfor ere Tider ikke gemte af den Almægtige? og hvorfor se de, som kender ham, ikke hans Dage?
Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi faar de, som kender ham, ikke hans Dage at se?
2 Man forrykker Markskel, man røver Hjorder og vogter dem;
De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de paa Græs.
3 man driver de faderløses Asen bort, man tager en Enkes Okse til Pant;
faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
4 man trænger de fattige ud af Vejen, de elendige i Landet maa skjule sig til Hobe.
de trænger de fattige af Vejen. Landets arme maa alle skjule sig.
5 Se, som Vildæsler i Ørken gaa de ud til deres Gerning, de staa aarle op efter Føde! Ørkenen giver dem Brød til Børnene.
Som vilde Æsler i Ørkenen gaar de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
6 De høste den ugudeliges Blandingssæd, og de holde Efterhøst i hans Vingaard.
De høster paa Marken om Natten, i Rigmandens Vingaard sanker de efter.
7 Nøgne ligge de om Natten, uden Klæder, og uden Dække i Kulden.
Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Kulden.
8 De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de ingen Tilflugt have, favne de Klippen.
De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel paa Ly til Klippen.
9 Man river den faderløse fra Moders Bryst, og af den elendige tager man Pant.
— Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. —
10 Nøgne gaa de uden Klæder, og hungrende bære de Neg.
Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
11 De udperse Olie inden for hines Mure, de træde Vinperserne og tørste derved.
mellem Murene presser de Olie, de træder Persen og tørster.
12 Fra Staden sukke Folk, og de gennemboredes Sjæle skrige; dog agter Gud ikke paa det urimelige deri.
De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
13 Der er dem, som hade Lyset, de kende ikke dets Veje, og de blive ikke paa dets Stier.
Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej paa hans Stier:
14 Morderen staar op, naar det dages, slaar den elendige og fattige ihjel; og om Natten er han som Tyven.
Før det lysner, staar Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;
15 Og Horkarlens Øjne vare paa Tusmørket, og han siger: Intet Øje skal skue mig; og han lægger et Dække over sit Ansigt.
Horkarlens Øje lurer paa Skumring, han tænker: »Intet Øje kan se mig!« og skjuler sit Ansigt under en Maske.
16 I Mørket brydes ind i Husene, om Dagen lukke de sig inde; de kende ikke Lyset
I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.
17 Thi for dem alle er Dødsskygge Morgen; thi de ere bekendte med Dødsskyggens Rædsler.
For dem er Mørket Morgen, thi de er kendt med Mørkets Rædsler.
18 Let farer en saadan bort paa Vandet, deres Arvelod er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Vingaardenes Vej.
Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke paa Vejen til Vingaarden.
Som Tørke og Hede tager Snevand, saa Dødsriget dem, der har syndet. (Sheol h7585)
20 Moders Liv glemmer ham, han smager Ormene vel; han ihukommes ikke ydermere, og Uretfærdigheden sønderbrydes som et Træ;
Han er glemt paa sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.
21 han, der udpinte den ufrugtbare, som ikke fødte, og ikke vilde gøre en Enke godt.
Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;
22 Dog Gud opholder de mægtige længe med sin Magt; de rejse sig, naar de ikke mere tro paa deres Liv.
dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han staar op og er ikke tryg paa sit Liv,
23 Han giver dem Tryghed, og de forlade sig fast derpaa; og hans Øjne ere over deres Veje.
han styrtes uden Haab og Støtte, og paa hans Veje er idel Nød.
24 De ere ophøjede; om en liden Stund findes ingen af dem, og de synke hen, de indsamles som alle andre, og de afhugges som Toppen paa et Aks.
Hans Storhed er stakket, saa er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
25 Og hvis det ikke er saa, hvo kan da straffe mig for Løgn og gøre min Tale til intet?
Og hvis ikke — hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?
