Job 23
1 Men Job svarede og sagde:
A Jov odgovori i reèe:
2 Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.
Još je tužnjava moja odmet? a nevolja je moja teža od uzdaha mojih.
3 Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!
O kad bih znao kako bih našao Boga! da otidem do prijestola njegova,
4 Jeg vilde lægge Sagen frem for hans Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.
Da razložim pred njim parbu svoju, i usta svoja napunim razloga,
5 Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig.
Da znam šta bi mi odgovorio, i razumijem šta bi mi rekao.
6 Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.
Bi li se prema velikoj sili svojoj preo sa mnom? Ne; nego bi mi pomogao.
7 Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.
Ondje bi se pravedan èovjek mogao pravdati s njim, i oslobodio bih se zasvagda od svoga sudije.
8 Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke.
Gle, ako poðem naprijed, nema ga; ako li natrag, ne nahodim ga;
9 Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.
Ako nalijevo radi, ne vidim ga; ako nadesno, zaklonio se, ne mogu ga vidjeti.
10 Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.
Ali on zna put moj; kad me okuša, izaæi æu kao zlato.
11 Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.
Po stopama je njegovijem stupala noga moja; puta njegova držao sam se, i ne zaðoh.
12 Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.
Od zapovijesti usta njegovijeh nijesam otstupao; èuvao sam rijeèi usta njegovijeh više nego svoj užitak.
13 Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.
Ali kad on što naumi, ko æe ga odvratiti? što duša njegova zaželi, ono èini.
14 Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadanne Ting har han for.
I izvršiæe što je naumio za me; i toga ima u njega mnogo.
15 Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham.
Zato sam se uplašio od njega; i kad to mislim, strah me je od njega.
16 Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig,
Bog je rastopio srce moje, svemoguæi me je uplašio.
17 fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.
Što ne pogiboh prije mraka? i što ne sakri mrak ispred mene?
