Job 23
1 Men Job svarede og sagde:
Då svara Job og sagde:
2 Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.
«Endå gjeld klaga mi for tråss, tungt legg eg handi på min sukk.
3 Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!
Berre eg kunde finna honom og koma til hans bustad fram!
4 Jeg vilde lægge Sagen frem for hans Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.
Då la eg fram for han mi sak og fyllte munnen min med prov.
5 Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig.
Då høyrde eg kva svar han gav, og merka det han sa til meg.
6 Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.
Vilde med magt han mot meg standa? Nei, lyda på meg vilde han.
7 Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.
Ein skuldfri stod då for han fram; for alltid slapp eg domar min.
8 Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke.
Gjeng eg i aust, han er’kje der; mot vest, eg vert han ikkje var;
9 Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.
i nord han verkar, ei eg ser han, han snur mot sud, eg ser han ikkje.
10 Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.
For all den veg eg fer han kjenner; prøvde han meg, eg var som gull.
11 Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.
Min fot hev fylgt i faret hans; hans veg eg gjeng ubrigdeleg,
12 Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.
veik ei frå det hans lippa baud, meir enn mi lov eg lydde hans.
13 Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.
Men ein er han, kven hindrar honom? Det han hev hug til, gjer han og.
14 Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadanne Ting har han for.
Han um min lagnad avgjerd tek, og hev med meg so mangt i emning.
15 Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham.
Eg difor ræddast for hans åsyn, når eg det minnest, skjelv eg for han.
16 Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig,
Ja, Gud hev brote ned mitt mod, og Allvald hev gjort meg fælen,
17 fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.
ei er det myrkret som meg tyner, og ei mi eigi myrke åsyn.
