Job 23
1 Men Job svarede og sagde:
Hiob antwortete und sprach:
2 Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.
Meine Rede bleibet noch betrübt; meine Macht ist schwach über meinem Seufzen.
3 Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!
Ach, daß ich wüßte, wie ich ihn finden und zu seinem Stuhl kommen möchte
4 Jeg vilde lægge Sagen frem for hans Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.
und das Recht vor ihm sollte vorlegen und den Mund voll Strafe fassen
5 Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig.
und erfahren die Rede, die er mir antworten, und vernehmen, was er mir sagen würde!
6 Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.
Will er mit großer Macht mit mir rechten? Er stelle sich nicht so gegen mich,
7 Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.
sondern lege mir's gleich vor, so will ich mein Recht wohl gewinnen.
8 Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke.
Aber gehe ich nun stracks vor mich, so ist er nicht da; gehe ich zurück, so spüre ich ihn nicht.
9 Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.
Ist er zur Linken, so ergreife ich ihn nicht; verbirget er sich zur Rechten, so sehe ich ihn nicht.
10 Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.
Er aber kennet meinen Weg wohl. Er versuche mich, so will ich erfunden werden wie das Gold.
11 Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.
Denn ich setze meinen Fuß auf seine Bahn und halte seinen Weg und weiche nicht ab
12 Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.
und trete nicht von dem Gebot seiner Lippen; und bewahre die Rede seines Mundes mehr, denn ich schuldig bin.
13 Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.
Er ist einig, wer will ihm antworten? Und er macht es, wie er will.
14 Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadanne Ting har han for.
Und wenn er mir gleich vergilt, was ich verdienet habe, so ist sein noch mehr dahinten.
15 Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham.
Darum erschrecke ich vor ihm; und wenn ich's merke, so fürchte ich mich vor ihm.
16 Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig,
Gott hat mein Herz blöde gemacht, und der Allmächtige hat mich erschrecket.
17 fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.
Denn die Finsternis macht kein Ende mit mir, und das Dunkel will vor mir nicht verdeckt werden.
