Job 23
1 Men Job svarede og sagde:
Så tog Job til Orde og svarede:
2 Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.
"Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk!
3 Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!
Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!
4 Jeg vilde lægge Sagen frem for hans Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.
Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,
5 Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig.
vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!
6 Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.
Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;
7 Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.
da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.
8 Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke.
Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;
9 Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.
jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.
10 Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.
Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.
11 Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.
Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,
12 Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.
fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.
13 Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.
Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår.
14 Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadanne Ting har han for.
Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.
15 Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham.
Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.
16 Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig,
Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;
17 fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.
thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.
