Job 22
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Na Temanni Elifas buaa sɛ,
2 Mon en Mand kan gavne Gud? nej; men han gavner sig selv, naar han handler klogelig.
“Onyankopɔn bɛnya onipa ho mfasoɔ anaa? Mpo onyansafoɔ ho bɛba no mfasoɔ anaa?
3 Mon det er den Almægtige en Fordel, at du er retfærdig? og mon det er ham en Vinding, at du holder dine Veje fuldkomne?
Sɛ woyɛ ɔteneneeni a, anigyeɛ bɛn na Otumfoɔ no bɛnya? Sɛ wʼakwan ho nni asɛm a, mfasoɔ bɛn na ɔbɛnya?
4 Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig og gaa i Rette med dig?
“Wo kronnyɛ enti na ɔka wʼanim na ɔbɔ wo kwaadu anaa?
5 Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger?
Ɛnyɛ wʼamumuyɛ na ɛsoɔ? Ɛnyɛ wo bɔne na ɛdɔɔso dodo?
6 Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klæderne af de nøgne.
Wopɛɛ banbɔ firii wo nuanom nkyɛn a ɛnni nteaseɛ biara; wopaa nnipa ho ntoma ma wɔdaa adagya.
7 Du gav ikke den trætte Vand at drikke og nægtede den hungrige Brød.
Woamma abrɛfoɔ nsuo annom na woamfa aduane amma deɛ ɛkɔm de no.
8 Men den Mand, hvis Arm var stærk, han havde Landet, og den, hvis Person var anset, boede deri.
Nanso na woyɛ obi a ɔwɔ tumi, na ɔwɔ nsase, onimuonyamfoɔ a ɔte so.
9 Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes.
Wopamoo akunafoɔ ma wɔkɔɔ nsapan na womaa nwisiaa nso ahoɔden saeɛ.
10 Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig.
Ɛno enti na mfidie atwa wo ho ahyia, na amanehunu a ɛba ntɛm so abɔ wo hu yi,
11 Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig?
adɛn enti na esum aduru a wonhunu adeɛ, na asorɔkye akata wo so.
12 Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje!
“Onyankopɔn nni ɔsoro akyirikyiri? Hwɛ sɛdeɛ ɔsoro akyirikyiri nsoromma korɔn!
13 Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?
Nanso woka sɛ, ‘Ɛdeɛn na Onyankopɔn nim? Esum yi mu na ɔbu atɛn anaa?
14 Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds.
Omununkum kabii akata nʼanim enti ɔnhunu yɛn ɛberɛ a ɔnenam ɔsoro kɔntɔnkurowi mu.’
15 Vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa,
Wobɛkɔ so afa ɛkwan dada a abɔnefoɔ anante soɔ no so?
16 de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm;
Wɔpraa wɔn kɔɔeɛ ansa na wɔn berɛ reso, na nsuyire hohoroo wɔn fapem.
17 de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem.
Na wɔka kyerɛɛ Onyankopɔn sɛ, ‘Gyaa yɛn! Ɛdeɛn na Otumfoɔ bɛtumi ayɛ yɛn?’
18 Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig.
Nanso, ɛyɛ ɔno na ɔde nnepa hyɛɛ wɔn afie mu, enti metwe me ho mefiri amumuyɛfoɔ afutuo ho.
19 De retfærdige se det og glæde sig, og den uskyldige spotter dem:
Teneneefoɔ hunu wɔn asehweɛ ma wɔn ani gye; na wɔn a wɔn ho nni asɛm sere wɔn ka sɛ,
20 „Sandelig, vor Modstander er tilintetgjort, og Ild har fortæret deres Herlighed‟.
‘Wɔasɛe yɛn atamfoɔ, na ogya ahye wɔn agyapadeɛ.’
21 Kære, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal komme godt til dig.
“Fa wo ho ma Onyankopɔn na nya asomdwoeɛ wɔ ne mu; saa ɛkwan yi so na yiedie bɛyɛ wo kyɛfa.
22 Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte!
Tie akwankyerɛ a ɛfiri nʼanom, na fa ne nsɛm sie wʼakoma mu.
23 Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte.
Sɛ wosane kɔ Otumfoɔ no nkyɛn a, ɔbɛgye wo atom bio: sɛ woyi amumuyɛsɛm firi wo ntomadan mu
24 Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene:
na woto wo sika mpɔ gu mfuturo mu ne Ofir sikakɔkɔɔ gu abotan a ɛwɔ abɔn mu no so a,
25 Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv.
ɛnneɛ Otumfoɔ bɛyɛ wo sikakɔkɔɔ; ɔbɛyɛ dwetɛ amapa ama wo.
26 Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.
Afei nokorɛm wobɛnya anigyeɛ wɔ Otumfoɔ mu na wobɛpagya wʼani akyerɛ Onyankopɔn.
27 Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter.
Wobɛbɔ no mpaeɛ, na ɔbɛtie wo, na wobɛdi wo bɔhyɛ so.
28 Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje.
Deɛ woyɛ wʼadwene sɛ wobɛyɛ no bɛba mu, na hann bɛtɔ wʼakwan so.
29 Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned.
Sɛ nnipa hwe ase na woka sɛ, ‘Ma wɔn so!’ a, ɔbɛgye wɔn a wɔahwe ase no nkwa.
30 Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Hænders Renhed.
Ɔbɛgye abɔnefoɔ mpo, ɔnam wo nsa a ɛho nni fi so bɛgye wɔn.”
