Job 22
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Då tok Elifaz frå Teman til ords og sagde:
2 Mon en Mand kan gavne Gud? nej; men han gavner sig selv, naar han handler klogelig.
«Er mannen vel til gagn for Gud? Nei, vitug mann seg sjølv mun gagna.
3 Mon det er den Almægtige en Fordel, at du er retfærdig? og mon det er ham en Vinding, at du holder dine Veje fuldkomne?
Hev Allvald bate av di rettferd? Er det hans vinst, at rett du ferdast?
4 Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig og gaa i Rette med dig?
Er det din gudlegdom han refser, når han med deg held rettargang?
5 Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger?
Hev ei din vondskap vore stor og dine syndar utan ende?
6 Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klæderne af de nøgne.
Grunnlaust du panta dine brøder; halvnakne drog du klædi av;
7 Du gav ikke den trætte Vand at drikke og nægtede den hungrige Brød.
den trøytte gav du ikkje vatn, den svoltne negta du ditt brød.
8 Men den Mand, hvis Arm var stærk, han havde Landet, og den, hvis Person var anset, boede deri.
Det er den sterke som eig landet, den stolte hev si bustad der.
9 Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes.
Du jaga enkjor burt tomhendt’ burt, slo armen av på faderlause.
10 Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig.
Difor ligg snaror kringum deg, og rædsla skræmer deg so brått.
11 Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig?
Ell’ vert du ikkje myrkret var, den flaum som fossar yver deg?
12 Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje!
Bur ikkje Gud i himmelhøgd, sjå øvste stjernor, høgt dei sit!
13 Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?
Du segjer so: «Kva veit vel Gud? Kann attum skyerne han døma?
14 Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds.
For skyer dimmer augo hans; han hev sin gang på himmelkvelven.»
15 Vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa,
Seg, vil du fylgja fortids-vegen, den stig som illverksmenner gjekk?
16 de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm;
Dei som i utid tekne vart - og deira grunn flaut burt i flaum -
17 de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem.
som sagde til Gud: «Haldt du deg burte!» Kva skulde Allvald vel deim gjera?
18 Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig.
Endå han signa deira hus - langt burt frå meg med gudlaus råd!
19 De retfærdige se det og glæde sig, og den uskyldige spotter dem:
Rettvise folk det såg med gleda, og den skuldlause spotta deim:
20 „Sandelig, vor Modstander er tilintetgjort, og Ild har fortæret deres Herlighed”.
«Fiendarn’ våre gjekk til grunns! Sjå elden øydde det dei leivde!»
21 Kære, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal komme godt til dig.
Vert ven med honom, og få fred! So skal og lukka timast deg.
22 Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte!
Og tak so lærdom av hans munn, og legg deg ordi hans på hjarta!
23 Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte.
Vend um til Allvald, då du byggjest og jagar syndi frå ditt tjeld.
24 Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene:
Kast gullet ditt i moldi ned - Ofir-gull millom bekkjesteinar.
25 Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv.
Allvald skal vera då ditt gull og haugar utav sylv for deg.
26 Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.
Då skal du frygda deg i Allvald, di åsyn lyfta upp til Gud.
27 Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter.
Og når du ropar, vil han høyra, so du kann halda det du lovar.
28 Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje.
Det du deg etlar, skal du vinna, og ljos skal skina på din veg.
29 Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned.
Gjeng vegen ned, du ropar: «Upp!» Han hjelpar den bljug-øygde mann.
30 Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Hænders Renhed.
Ja, ikkje-skuldfri mann han bergar, frelst vert han ved di reine hand.»
