Job 22
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
ὑπολαβὼν δὲ Ελιφας ὁ Θαιμανίτης λέγει
2 Mon en Mand kan gavne Gud? nej; men han gavner sig selv, naar han handler klogelig.
πότερον οὐχὶ ὁ κύριός ἐστιν ὁ διδάσκων σύνεσιν καὶ ἐπιστήμην
3 Mon det er den Almægtige en Fordel, at du er retfærdig? og mon det er ham en Vinding, at du holder dine Veje fuldkomne?
τί γὰρ μέλει τῷ κυρίῳ ἐὰν σὺ ἦσθα τοῖς ἔργοις ἄμεμπτος ἢ ὠφέλεια ὅτι ἁπλώσῃς τὴν ὁδόν σου
4 Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig og gaa i Rette med dig?
ἦ λόγον σου ποιούμενος ἐλέγξει σε καὶ συνεισελεύσεταί σοι εἰς κρίσιν
5 Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger?
πότερον οὐχ ἡ κακία σού ἐστιν πολλή ἀναρίθμητοι δέ σού εἰσιν αἱ ἁμαρτίαι
6 Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klæderne af de nøgne.
ἠνεχύραζες δὲ τοὺς ἀδελφούς σου διὰ κενῆς ἀμφίασιν δὲ γυμνῶν ἀφείλου
7 Du gav ikke den trætte Vand at drikke og nægtede den hungrige Brød.
οὐδὲ ὕδωρ διψῶντας ἐπότισας ἀλλὰ πεινώντων ἐστέρησας ψωμόν
8 Men den Mand, hvis Arm var stærk, han havde Landet, og den, hvis Person var anset, boede deri.
ἐθαύμασας δέ τινων πρόσωπον ᾤκισας δὲ τοὺς ἐπὶ τῆς γῆς
9 Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes.
χήρας δὲ ἐξαπέστειλας κενάς ὀρφανοὺς δὲ ἐκάκωσας
10 Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig.
τοιγαροῦν ἐκύκλωσάν σε παγίδες καὶ ἐσπούδασέν σε πόλεμος ἐξαίσιος
11 Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig?
τὸ φῶς σοι σκότος ἀπέβη κοιμηθέντα δὲ ὕδωρ σε ἐκάλυψεν
12 Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje!
μὴ οὐχὶ ὁ τὰ ὑψηλὰ ναίων ἐφορᾷ τοὺς δὲ ὕβρει φερομένους ἐταπείνωσεν
13 Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?
καὶ εἶπας τί ἔγνω ὁ ἰσχυρός ἦ κατὰ τοῦ γνόφου κρινεῖ
14 Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds.
νέφη ἀποκρυφὴ αὐτοῦ καὶ οὐχ ὁραθήσεται καὶ γῦρον οὐρανοῦ διαπορεύσεται
15 Vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa,
μὴ τρίβον αἰώνιον φυλάξεις ἣν ἐπάτησαν ἄνδρες ἄδικοι
16 de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm;
οἳ συνελήμφθησαν ἄωροι ποταμὸς ἐπιρρέων οἱ θεμέλιοι αὐτῶν
17 de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem.
οἱ λέγοντες κύριος τί ποιήσει ἡμῖν ἢ τί ἐπάξεται ἡμῖν ὁ παντοκράτωρ
18 Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig.
ὃς δὲ ἐνέπλησεν τοὺς οἴκους αὐτῶν ἀγαθῶν βουλὴ δὲ ἀσεβῶν πόρρω ἀπ’ αὐτοῦ
19 De retfærdige se det og glæde sig, og den uskyldige spotter dem:
ἰδόντες δίκαιοι ἐγέλασαν ἄμεμπτος δὲ ἐμυκτήρισεν
20 „Sandelig, vor Modstander er tilintetgjort, og Ild har fortæret deres Herlighed‟.
εἰ μὴ ἠφανίσθη ἡ ὑπόστασις αὐτῶν καὶ τὸ κατάλειμμα αὐτῶν καταφάγεται πῦρ
21 Kære, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal komme godt til dig.
γενοῦ δὴ σκληρός ἐὰν ὑπομείνῃς εἶτ’ ὁ καρπός σου ἔσται ἐν ἀγαθοῖς
22 Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte!
ἔκλαβε δὲ ἐκ στόματος αὐτοῦ ἐξηγορίαν καὶ ἀνάλαβε τὰ ῥήματα αὐτοῦ ἐν καρδίᾳ σου
23 Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte.
ἐὰν δὲ ἐπιστραφῇς καὶ ταπεινώσῃς σεαυτὸν ἔναντι κυρίου πόρρω ἐποίησας ἀπὸ διαίτης σου τὸ ἄδικον
24 Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene:
θήσῃ ἐπὶ χώματι ἐν πέτρᾳ καὶ ὡς πέτρᾳ χειμάρρους Ωφιρ
25 Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv.
ἔσται οὖν σου ὁ παντοκράτωρ βοηθὸς ἀπὸ ἐχθρῶν καθαρὸν δὲ ἀποδώσει σε ὥσπερ ἀργύριον πεπυρωμένον
26 Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.
εἶτα παρρησιασθήσῃ ἔναντι κυρίου ἀναβλέψας εἰς τὸν οὐρανὸν ἱλαρῶς
27 Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter.
εὐξαμένου δέ σου πρὸς αὐτὸν εἰσακούσεταί σου δώσει δέ σοι ἀποδοῦναι τὰς εὐχάς
28 Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje.
ἀποκαταστήσει δέ σοι δίαιταν δικαιοσύνης ἐπὶ δὲ ὁδοῖς σου ἔσται φέγγος
29 Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned.
ὅτι ἐταπείνωσεν αὐτόν καὶ ἐρεῖς ὑπερηφανεύσατο καὶ κύφοντα ὀφθαλμοῖς σώσει
30 Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Hænders Renhed.
ῥύσεται ἀθῷον καὶ διασώθητι ἐν καθαραῖς χερσίν σου
