Job 22

1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

Nake Elifazu ũrĩa Mũtemaani agĩcookia atĩrĩ:

2 Mon en Mand kan gavne Gud? nej; men han gavner sig selv, naar han handler klogelig.

“Mũndũ aahota kũguna Mũrungu? O na mũndũ mũũgĩ-rĩ, akĩhota kũmũguna?

3 Mon det er den Almægtige en Fordel, at du er retfærdig? og mon det er ham en Vinding, at du holder dine Veje fuldkomne?

Nĩ gĩkeno kĩrĩkũ ũthingu waku ũngĩrehere Mwene-Hinya-Wothe? Nĩ uumithio ũrĩkũ angĩgĩa naguo angĩkorwo mĩthiĩre yaku ndĩrĩ ũcuuke?

4 Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig og gaa i Rette med dig?

“Arakũrũithia na agagũthitanga nĩ ũndũ wa wĩtigĩri Ngai waku?

5 Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger?

Githĩ waganu waku ti mũnene? Mehia maku-rĩ, makĩrĩ mũthia?

6 Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klæderne af de nøgne.

Wetirie ũgitĩri kuuma kũrĩ ariũ a thoguo hatarĩ gĩtũmi; nĩwaũrire andũ nguo, ũkĩmatiga njaga.

7 Du gav ikke den trætte Vand at drikke og nægtede den hungrige Brød.

Arĩa anogu ndwamaheire maaĩ, na nĩwaimire arĩa ahũtu irio,

8 Men den Mand, hvis Arm var stærk, han havde Landet, og den, hvis Person var anset, boede deri.

o na gũtuĩka warĩ mũndũ ũrĩ hinya, ũrĩ na mĩgũnda: mũndũ ũheetwo gĩtĩĩo, na watũũraga kuo.

9 Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes.

Nĩwaingatire atumia a ndigwa matarĩ na kĩndũ, na ũkĩniina hinya wa arĩa matarĩ na maithe.

10 Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig.

Nĩkĩo ũthiũrũrũkĩirio nĩ mĩtego, nĩkĩo thĩĩna wa narua ũkũmakagia,

11 Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig?

nĩkĩo ũtumanĩirwo nĩ nduma, ũkaremwo nĩkuona, na nokĩo mũiyũro wa maaĩ ũkũhubanĩirie.

12 Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje!

“Githĩ Ngai ndarĩ o kũu igũrũ o igũrũ? O na ta kĩone ũrĩa njata iria irĩ igũrũ mũno itũũgĩrĩte!

13 Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?

No rĩrĩ, wee ũroiga atĩrĩ, ‘Mũrungu nĩ atĩa angĩmenya? No atuanĩre ciira nduma-inĩ ta ĩno?

14 Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds.

Matu matumanu nĩmamũhumbĩrĩte, nĩ ũndũ ũcio ndangĩtuona rĩrĩa egũceera kũu igũrũ gacũmbĩrĩ.’

15 Vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa,

Ũgũtũũra ũgeraga o njĩra ya tene ĩrĩa andũ aaganu managerera?

16 de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm;

Nĩmahuririo ihinda rĩao rĩtanakinya, mĩthingi yao ĩgĩthererio nĩ mũiyũro wa maaĩ.

17 de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem.

Nao meerire Mũrungu atĩrĩ, ‘Tigana na ithuĩ! Mwene-Hinya-Wothe-rĩ, angĩtwĩka atĩa?’

18 Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig.

No rĩrĩ, nĩwe waiyũririe nyũmba ciao na indo njega, nĩ ũndũ ũcio niĩ njikaraga haraaya na kĩrĩra kĩa andũ arĩa aaganu.

19 De retfærdige se det og glæde sig, og den uskyldige spotter dem:

“Andũ arĩa athingu nĩmeyonagĩra mwanangĩko wa acio aaganu, magakena; arĩa matarĩ na ũũru mekĩte mamanyũrũragia makiugaga atĩrĩ:

20 „Sandelig, vor Modstander er tilintetgjort, og Ild har fortæret deres Herlighed‟.

‘Ti-itherũ thũ ciitũ nĩnyanange, mwaki nĩũcinĩte ũtonga wao.’

21 Kære, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal komme godt til dig.

“Athĩkĩra Ngai ũikare ũrĩ na thayũ nake, ũndũ ũyũ nĩguo ũgaakũrehere ũgaacĩru.

22 Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte!

Ĩtĩkĩra ũrutani wa kanua gake, na ũige ciugo ciake ngoro-inĩ yaku.

23 Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte.

Ũngĩcookerera ũcio Mwene-Hinya-Wothe, nĩegũkwamũkĩra; ũngĩeheria waganu kũraya na hema yaku,

24 Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene:

na ũte ngũmba ciaku cia thahabu rũkũngũ-inĩ, na thahabu yaku ya Ofiri ũmĩte na kũu ndwaro-inĩ cia mahiga kũu mũkuru-inĩ,

25 Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv.

hĩndĩ ĩyo ũcio Mwene-Hinya-Wothe agaatuĩka thahabu yaku, na atuĩke betha ĩrĩa njega mũno harĩ we.

26 Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.

Ti-itherũ, hĩndĩ ĩyo nĩũkona gĩkeno thĩinĩ wa ũcio Mwene-Hinya-Wothe, na nĩũgatiirĩra Ngai ũthiũ waku.

27 Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter.

Nĩũkamũhooya, nake nĩagakũigua, nawe nĩũkahingia mĩĩhĩtwa yaku.

28 Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje.

Ũrĩa watua wĩkwo nĩguo ũrĩkagwo, naguo ũtheri nĩ ũkaara njĩra-inĩ ciaku.

29 Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned.

Hĩndĩ ĩrĩa andũ angĩ manyiihio, nawe ũkoiga, ‘Nĩmatũũgĩrio!’ Hĩndĩ ĩyo nĩakahonokia arĩa makuĩte ngoro.

30 Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Hænders Renhed.

Nĩakahonokia o na ũrĩa ũrĩ na ũcuuke, ahonokio nĩ ũndũ wa ũtheru wa moko maku.”