Job 22
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
And Eliphaz the Temanite answereth and saith: —
2 Mon en Mand kan gavne Gud? nej; men han gavner sig selv, naar han handler klogelig.
To God is a man profitable, Because a wise man to himself is profitable?
3 Mon det er den Almægtige en Fordel, at du er retfærdig? og mon det er ham en Vinding, at du holder dine Veje fuldkomne?
Is it a delight to the Mighty One That thou art righteous? is it gain, That thou makest perfect thy ways?
4 Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig og gaa i Rette med dig?
Because of thy reverence Doth He reason [with] thee? He entereth with thee into judgment:
5 Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger?
Is not thy wickedness abundant? And there is no end to thine iniquities.
6 Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klæderne af de nøgne.
For thou takest a pledge of thy brother for nought, And the garments of the naked Thou dost strip off.
7 Du gav ikke den trætte Vand at drikke og nægtede den hungrige Brød.
Thou causest not the weary to drink water, And from the hungry thou withholdest bread.
8 Men den Mand, hvis Arm var stærk, han havde Landet, og den, hvis Person var anset, boede deri.
As to the man of arm — he hath the earth, And the accepted of face — he dwelleth in it.
9 Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes.
Widows thou hast sent away empty, And the arms of the fatherless are bruised.
10 Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig.
Therefore round about thee [are] snares, And trouble thee doth fear suddenly.
11 Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig?
Or darkness — thou dost not see, And abundance of waters doth cover thee.
12 Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje!
Is not God high [in] heaven? And see the summit of the stars, That they are high.
13 Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?
And thou hast said, 'What — hath God known? Through thickness doth He judge?
14 Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds.
Thick clouds [are] a secret place to Him, And He doth not see;' And the circle of the heavens He walketh habitually,
15 Vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa,
The path of the age dost thou observe, That men of iniquity have trodden?
16 de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm;
Who have been cut down unexpectedly, A flood is poured out on their foundation.
17 de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem.
Those saying to God, 'Turn aside from us,' And what doth the Mighty One to them?
18 Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig.
And he hath filled their houses [with] good: (And the counsel of the wicked Hath been far from me.)
19 De retfærdige se det og glæde sig, og den uskyldige spotter dem:
See do the righteous and they rejoice, And the innocent mocketh at them,
20 „Sandelig, vor Modstander er tilintetgjort, og Ild har fortæret deres Herlighed‟.
'Surely our substance hath not been cut off, And their excellency hath fire consumed.'
21 Kære, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal komme godt til dig.
Acquaint thyself, I pray thee, with Him, And be at peace, Thereby thine increase [is] good.
22 Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte!
Receive, I pray thee, from His mouth a law, And set His sayings in thy heart.
23 Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte.
If thou dost return unto the Mighty Thou art built up, Thou puttest iniquity far from thy tents.
24 Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene:
So as to set on the dust a defence, And on a rock of the valleys a covering.
25 Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv.
And the Mighty hath been thy defence, And silver [is] strength to thee.
26 Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.
For then on the Mighty thou delightest thyself, And dost lift up unto God thy face,
27 Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter.
Thou dost make supplication unto Him, And He doth hear thee, And thy vows thou completest.
28 Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje.
And thou decreest a saying, And it is established to thee, And on thy ways hath light shone.
29 Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned.
For they have made low, And thou sayest, 'Lift up.' And the bowed down of eyes he saveth.
30 Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Hænders Renhed.
He delivereth the not innocent, Yea, he hath been delivered By the cleanness of thy hands.
