Job 22
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Forsothe Eliphat Themanytes answeride, and seide,
2 Mon en Mand kan gavne Gud? nej; men han gavner sig selv, naar han handler klogelig.
Whether a man, yhe, whanne he is of perfit kunnyng, mai be comparisound to God?
3 Mon det er den Almægtige en Fordel, at du er retfærdig? og mon det er ham en Vinding, at du holder dine Veje fuldkomne?
What profitith it to God, if thou art iust? ethir what schalt thou yyue to hym, if thi lijf is without wem?
4 Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig og gaa i Rette med dig?
Whether he schal drede, and schal repreue thee, and schal come with thee in to doom,
5 Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger?
and not for thi ful myche malice, and thi wickidnessis with out noumbre, `these peynes bifelden iustli to thee?
6 Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klæderne af de nøgne.
For thou hast take awei with out cause the wed of thi britheren; and hast spuylid nakid men of clothis.
7 Du gav ikke den trætte Vand at drikke og nægtede den hungrige Brød.
Thou yauest not watir to the feynt man; and thou withdrowist breed fro the hungri man.
8 Men den Mand, hvis Arm var stærk, han havde Landet, og den, hvis Person var anset, boede deri.
In the strengthe of thin arm thou haddist the lond in possessioun; and thou moost myyti heldist it.
9 Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes.
Thou leftist widewis voide; and al to-brakist the schuldris of fadirles children.
10 Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig.
Therfor thou art cumpassid with snaris; and sodeyn drede disturblith thee.
11 Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig?
And thou gessidist, that thou schuldist not se derknessis; and that thou schuldist not be oppressid with the fersnesse of watris flowyng.
12 Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje!
Whether thou thenkist, that God is hiyere than heuene, and is enhaunsid aboue the coppe of sterris?
13 Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?
And thou seist, What sotheli knowith God? and, He demeth as bi derknesse.
14 Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds.
A cloude is his hidyng place, and he biholdith not oure thingis, and he `goith aboute the herris of heuene.
15 Vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa,
Whether thou coueitist to kepe the path of worldis, which wickid men han ofte go?
16 de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm;
Whiche weren takun awei bifor her tyme, and the flood distriede the foundement of hem.
17 de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem.
Whiche seiden to God, Go thou awei fro vs; and as if Almyyti God may do no thing, thei gessiden hym,
18 Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig.
whanne he hadde fillid her housis with goodis; the sentence of whiche men be fer fro me.
19 De retfærdige se det og glæde sig, og den uskyldige spotter dem:
Iust men schulen se, and schulen be glad; and an innocent man schal scorne hem.
20 „Sandelig, vor Modstander er tilintetgjort, og Ild har fortæret deres Herlighed‟.
Whether the reisyng of hem is not kit doun, and fier schal deuoure the relifs of hem?
21 Kære, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal komme godt til dig.
Therfor assente thou to God, and haue thou pees; and bi these thingis thou schalt haue best fruytis.
22 Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte!
Take thou the lawe of his mouth, and sette thou hise wordis in thin herte.
23 Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte.
If thou turnest ayen to Almyyti God, thou schalt be bildid; and thou schalt make wickidnesse fer fro thi tabernacle.
24 Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene:
He schal yyue a flynt for erthe, and goldun strondis for a flynt.
25 Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv.
And Almyyti God schal be ayens thin enemyes; and siluer schal be gaderid togidere to thee.
26 Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.
Thanne on Almyyti God thou schalt flowe with delicis; and thou schalt reise thi face to God.
27 Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter.
Thou schalt preye hym, and he schal here thee; and thou schalt yelde thi vowis.
28 Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje.
Thou schalt deme a thing, and it schal come to thee; and lyyt schal schyne in thi weies.
29 Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned.
For he that is mekid, schal be in glorie; and he that bowith doun hise iyen, schal be saued.
30 Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Hænders Renhed.
An innocent schal be saued; sotheli he schal be saued in the clennesse of hise hondis.
