Job 22
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
To naah Teman acaeng Eliphaz mah,
2 Mon en Mand kan gavne Gud? nej; men han gavner sig selv, naar han handler klogelig.
palungha kami loe angmah han ih ni atho oh, kami loe Sithaw han amekhaih oh maw?
3 Mon det er den Almægtige en Fordel, at du er retfærdig? og mon det er ham en Vinding, at du holder dine Veje fuldkomne?
Na toenghaih mah Thacak Sithaw anghoesak tih maw? Coek koi om ai tuinuen hoihaih rang hoiah anih han tih amekhaih maw oh?
4 Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig og gaa i Rette med dig?
Sithaw ka zit pongah anih mah ang thuitaek, tiah na poek maw? Anih loe lokcaekhaih ahmuen ah nang hoi nawnto caeh tih maw?
5 Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger?
Na zaehaih loe paroeai len, na zaehaih loe kroek laek ai pop pongah na ai maw hae tiah na oh?
6 Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klæderne af de nøgne.
Nang loe nam nawkamyanawk ih hmuenmae to na lak pae, nihcae ih khukbuen to na khringh pae moe, bangkrai ah na suek.
7 Du gav ikke den trætte Vand at drikke og nægtede den hungrige Brød.
Angpho kami tuinaek hanah na paek ai, zok amthlam kami doeh buh na pacah ai.
8 Men den Mand, hvis Arm var stærk, han havde Landet, og den, hvis Person var anset, boede deri.
Thacak kami loe long to a tawnh; khingya koi kaom kami loe to ah khosak.
9 Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes.
Toe lamhmainawk to bangkrai ah na patoeh ving moe, ampa tawn ai kaminawk ih ban to nang khaehsak.
10 Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig.
To pongah ni nang loe thaangnawk mah ang takui o khoep moe, zithaih mah raihaih ang paek;
11 Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig?
to tih ai boeh loe na hnu thai ai ih, vinghaih mah raihaih ang paek moe, paroeai pop tuinawk mah ang uem.
12 Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje!
Sithaw loe kasang van ah na ai maw oh? Van ih cakaehnawk loe nasetto maw sang o, tiah khen ah!
13 Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?
Toe nang mah loe, Sithaw mah kawbangmaw panoek tih? Anih loe kathah tamai kamnum thung hoiah lokcaek thai tih maw?
14 Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds.
Kathah parai tamai mah anih to khuk khoep pongah, anih mah hnu mak ai; anih loe van amhaehaih loklam ranui ah ni amkaeh, tiah na thuih.
15 Vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa,
Kasae kaminawk caehhaih loklam kangquem to na pazui han maw?
16 de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm;
Nihcae loe atue akoep ai naah amro o moe, nihcae angdoethaih ahmuen doeh tui mah lak pae king.
17 de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem.
Nihcae mah Sithaw khaeah, Kaicae hae na caeh taak ah; Thacak Sithaw mah kaicae han timaw sah thai tang tih, tiah thuih o.
18 Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig.
Sithaw mah kahoih hmuen hoiah nihcae ih im to koisak; toe kai loe kasae kaminawk ih poekhaih to kang qoi taak.
19 De retfærdige se det og glæde sig, og den uskyldige spotter dem:
Nihcae amrohaih to katoeng kaminawk mah hnuk o naah, anghoe o; zaehaih tawn ai kaminawk mah nihcae to pahnui o thuih.
20 „Sandelig, vor Modstander er tilintetgjort, og Ild har fortæret deres Herlighed‟.
Kaicae ih misanawk loe amro o tangtang boeh, kanghmat nihcae ih hmuennawk doeh hmai mah kangh boih boeh.
21 Kære, hold dig til ham, og hav saa Fred! deraf skal komme godt til dig.
Sithaw khae ang paek o ah loe, anih hoi angdaeh oh; to tiah na sak o nahaeloe nang khaeah khosak hoihaih angzo tih.
22 Kære, tag Lærdom af hans Mund, og læg hans Ord i dit Hjerte!
Anih pakha thung hoi tacawt daan to talawk ah loe, anih ih lok to na palung thungah khrum ah.
23 Dersom du vender om til den Almægtige, da bliver du bygget op igen, ja, naar du holder Uret langt fra dine Telte.
Thacak Sithaw khaeah nam laem o nahaeloe, anih mah na raemh let tih; na ohhaih kahni imthung hoiah na sakpazaehaih to takhoe ving nahaeloe,
24 Og kast Guldet i Støvet og Ofirs Guld blandt Bækkens Stene:
sui to maiphu baktih, Ophir ih sui to tuipui ih thlung baktiah na patung tih.
25 Saa skal den Almægtige være dit Guld, og han skal være dit kostbare Sølv.
Ue, Thacak Sithaw loe nang ih sui ah om ueloe, atho kana sumkanglung paroeai na tawn tih.
26 Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.
To tiah nahaeloe Thacak Sithaw pongah anghoehaih na tawn ueloe, Sithaw to na doeng tahang tih.
27 Du skal bede til ham, og han skal høre dig, og du skal betale dine Løfter.
Anih khaeah lawk na thuih naah, anih mah na tahngai pae tih; to tiah lokkamhaih to na koepsak tih.
28 Naar du beslutter en Ting, da skal den lykkes for dig, og Lyset skal skinne over dine Veje.
Na patoep ih hmuen to angcoeng ueloe, na caehhaih loklam to aang tih.
29 Naar man trykker dig ned, da siger du: Opad! og han skal frelse den, som slaar Øjnene ned.
Kaminawk pakhrak tathuk naah, nang loe pakoehhaih ah ka oh, tiah na thui tih; mi tlim ah khosah kami loe Sithaw mah pahlong tih.
30 Han skal fri endogsaa den, der ikke er uskyldig, og denne skal udfries ved dine Hænders Renhed.
Anih mah zaehaih tawn kami to pahlong tih; kaciim na ban hoiah anih to pahlong tih, tiah a naa.
